Bilag 2: Oberstløjtnant Steen Bornholdt Andersen, Specialkonsulent Niels Klingenberg Vistisen og Forskningsassistent Anna Sofie Schøning, 2014 (1,0 normalside)
Forfatterne undersøgte Danmarks erfaringer med stabiliseringsprojekter i Afghanistan fra 2001-2014. Stabiliseringsprojekter er blandt andet forbedring af infrastruktur, etablering af skoler og bekæmpelse af korruption.
Samarbejdet mellem lokale civile myndigheder og en udsendt militær enhed (Civil Military Co-operation – CIMIC) varetages i militært regi af en enhed, der som speciale har netop disse relationer. CIMIC viste sig i Afghanistan som et vigtigt og anvendeligt værktøj i oprørsbekæmpelse, og selvom den opnåede effekt oftest var kortvarig, bidrog CIMIC-indsatsen i høj grad til at skabe direkte kontakt til både lokale myndigheder og civilbefolkningen. Gennem årene i Afghanistan indgik danske CIMIC-enheder både som en selvstændig dansk kapacitet i alliancesammenhæng og som et integreret element i de udsendte danske kontingenter. Der er imidlertid en nedre grænse for enhedens størrelse, såfremt enheden skal kunne opnå effekt. Såfremt en CIMIC-enhed tildeles en alliancepartner og medbringer ressourcer, som værtsenheden kan disponere over, øges interessen for at inddrage CIMIC-enheden i beslutningsprocesserne. Ligeledes øges effekten, såfremt CIMIC- kapaciteten inddrages tidligt i den militære planlægning og i myndighedens prioritering af indsatsen.
CIMIC var i de indledende faser i Afghanistan-indsatsen præget af fraværet af faste procedurer for projekt-håndtering, som førte til, at hvert hold udviklede egne procedurer, hvilket vanskeliggjorde overdragelse holdene imellem. Ønsket om en procedure, der sikrede hurtig implementering af erfaringer fra missionsområdet førte til, at CIMIC ændrede sin overdragelsesprocedurer fra en tung skriftlig End-of-Tour- rapportering til en mundtlig procedure, der blev ledet af den ansvarlige og doktrinudviklende militære skole i Danmark. Den ændrede procedure har medført hurtigere udmøntning af erfaringerne, men synes samtidig at have svækket Forsvarets generelle evne til læring på området, idet erfaringsoverdragelsen dels er personspecifik, dels risikerer alene at blive forankret i den missionsspecifikke kontekst, fordi den i flere tilfælde ikke er blevet dokumenteret skriftligt.
Først med opstillingen af en permanent og indsættelsesklar CIMIC-kapacitet i Forsvaret i 2010 er en systematisk erfaringsopsamling, som kan nyttiggøres ved fremtidige internationale indsættelser, for alvor sikret.
Kilde: Afghanistan. Erfaringsopsamling 2001-2014, delrapport 2, 2016, s. 12.