Derfor historie

Læs de to kilder og svar på følgende spørgsmål:

1. Er historiefaget potentielt et farligt fag?
2. Hvad skal du som elev være opmærksom på, når du møder fortidsfortolkninger, på nettet, i historiske film eller i undervisningen?

Den tyske diktator Adolf Hitler (1889-1945) var i 1924 i fængsel for kupforsøg og skrev det politiske kampskrift Min Kamp (Mein Kampf), der udkom i to bind. Det første blev udgivet 18. juli 1925 og det andet 11. december 1926. Første bind var primært selvbiografisk, mens andet bind handlede om Hitlers ideologiske tanker. Følgende uddrag er fra 1. bind s. 21 (den danske oversættelse fra 1966).

(…) ”At lære historie betyder at søge og finde de kræfter, der som årsager fører til de virkninger, vi ser for vores øjne som historiske begivenheder. Kunsten ved at læse såvel som ved at lære er også her: at huske det væsentlige, glemme det uvæsentlige. Måske blev det bestemmende for hele mit senere liv, at lykken netop skænkede mig en historielærer, der var en af de meget få, der forstod både i sin undervisning og ved eksamen at gøre dette synspunkt til det fremherskende. Min daværende overlærer dr. Leopold Pötsch ved realskolen i Linz, var på en virkelig ideal måde legemliggørelsen af dette krav. En gammel herre, med en lige så velvillig som bestemt optræden, der ved sin blændende veltalenhed formåede ikke kun at fængsle os, men ligefrem at rive os med. Endnu den dag i dag mindes jeg rørt den gråhårede mand, der ved sin ildfulde fremstilling fik os til at glemme nutiden, tryllede os tilbage til svundne tider og ud af årtusinders tågeslør formede de tørre historiske erindringer til levende virkelighed. Dér sad vi, ofte glødende af begejstring, nu og endog rørt til tårer. Lykken blev så meget større, som denne lærer forstod at belyse det forbigangne ud fra nutiden og af fortiden at drage konsekvenser for nutiden. Mere end nogen anden viste han ligeledes forståelse for alle dagens problemer, som dengang holdt os i ånde. Vores lille nationale fanatisme blev ham et middel til vor opdragelse, idet han mere end én gang appellerede til vor nationale æresfølelse kaldte os hvalpe hurtigere til orden, end det ville have været muligt ved andre midler. Denne lærer gjorde historie til mit yndlingsfag. (…)

Kilde: Hitler, A. (1966 [1925]). Min kamp – bind 1. Jørgen Paludans Forlag. S. 21.

Den britiske historiker Eric Hobsbawm (1917-2012) holdt i 1999 denne tale, da han fik overrakt en hædersmedalje for sit akademiske arbejde. Talen havde titlen ”Er historien farlig?" og blev afholdt foran en forsamling historikere ved det britiske Cambridge Universitet. Dette er et uddrag fra talen.

Er historien farlig? Svaret på spørgsmålet er åbenlyst JA, og måske undrer du dig over, at spørgsmålet overhovedet stilles i en tid, hvor der er krig i Kosovo – en krig der om noget handler om historie. Eller historien bruges i hvert fald som retfærdiggørelse af krigen. På den serbiske side handler den om et område, som de hævder er det serbiske folks vugge, og krigen handler om seks århundreders kamp for at udviske tragedien fra et tabt slag mod Islam i år 1389. Med det slag tabte serberne deres selvstændighed, som de først genvandt i 1800-tallet, selvom Kosovo heller ikke der blev serbisk. Det skete først i Balkankrigen i 1912. På den kosovoalbanske side handler krigen om nationernes ret til selvbestemmelse, dvs. retten til at danne egne suveræne stater, som i praksis blev opfundet i 1800-tallet og som teori blev opfundet i starten af 1900-tallet. Hvis Estland og græsk Cypern kan have deres egne stater, hvorfor så ikke Kosovo? Men nu er vi selvfølgelig ikke længere i 1800-tallet (…) For beslutningstagere er uvidenhed om historie som regel farligere end misbrug af historie. Det overlader de til deres spindoktorer. Sovjetunionen udviste en sådan uvidenhed, da man besluttede at sende sin hær til Afghanistan. Briterne havde for længst opdaget, at problemet ikke lå i at sende en ekspeditionsstyrke afsted for at indtage Kabul, men derimod i at blive der. Det konstaterede man over talrige gin og tonics i Londons gentleman-klubber. USA udviste en tilsvarende uvidenhed, da de i den samme krig besluttede at give fuld støtte til de islamiske fundamentalister med den begrundelse, at alle antikommunister må være ”good guys” (…). Men spørgmålet “er historien farlig?” er ikke kun retorisk. Det skyldes, at det indebærer et andet spørgsmål, hvorpå svaret er mindre åbenlyst, nemlig ”hvordan er historien farlig”? Det tror jeg den er (…) ved at inspirere til politiske bevægelser, som i selve deres essens er historiske forstået som ideologiske konstruktioner, der bygger på misfortolkninger af fortiden. Nationalisme er hovedeksemplet på det. Visse typer religiøs fundamentalisme, dog ikke alle, kan også have denne komponent, for eksempel de der forsøger at genskabe en forestillet guldalder fra fortiden, hvor verden var god, fordi Koranens lov blev håndhævet helt bogstaveligt. (…)

Kilde: Hobsbawm, E. (1999). Is History Dangerous? Cambridge University. Oversat af Anders Hassing.