Derfor historie

Hvordan reagerede amerikanske politikere/meningsdannere og LGBT+-miljøet i forhold til AIDS-epidemien? Hvordan erindres AIDS-epidemien i nutiden?

Larry Kramer var tekstforfatter. Han var én af de første amerikanske AIDS-aktivister og grundlægger af aktivistbevægelsen ACT UP i 1987. D. 14.3.1983 skrev han følgende essay i New York Native, der var et magasin for LGBTQ+ personer. Målet med essayet var at få LGBTQ+ miljøet til at reagere på myndighedernes apati i forhold til den begyndende AIDS-epidemi. (i dansk oversættelse)

1983. HIV/AIDS: 1112 og vi tæller videre.

Hvis denne her artikel ikke får dig til at skide i bukserne af skræk så er vi virkelig i problemer. Hvis denne artikel ikke vækker din vrede, gør dig rasende og kalder til handling så har bøsser ikke en fremtid på denne jord. Vores fortsatte eksistens afhænger af, hvor vred du bliver. Jeg Larry Kramer har skrevet denne tekst og jeg taler på egne vegne.

Jeg gentager: Vores fortsatte eksistens som bøsser på denne jord er på spil. Medmindre vi kæmper for vores liv, så dør vi. I hele den homoseksuelle historie har vi aldrig før været så tæt på død og på udryddelse. Mange af os er døende eller er allerede døde. Før jeg fortæller dig, hvad vi må gøre så lad mig fortælle dig, hvad der er ved at ske med os.

Der er nu 1112 seriøse tilfælde af AIDS. Da vi først blev bekymret var der kun 41. På kun 28 dage fra 13. januar til 9. februar var der 164 nye diagnoser og 73 dødsfald. Det totale antal døde er nu 418. 20% af tilfældene registreret i januar alene. 195 er døde i NY ud af 526 smittet. Af alle seriøse AIDS-sager er de 47.3% registreret i New York.

Det drejer sig om seriøse sager af AIDS, der indbefatter Kaposis sarkom, pneumocystis carinii lungebetændelse og andre dødelige infektioner. Disse tal inkluderer ikke de tusinder af os, der går rundt med det der bliver kaldt AIDS, med forskellige former for hævede kirtler og træthed, men som lægerne ikke kan diagnosticere.

(...)

Og for første gang i denne epidemi, indrømmer ledende læger og forskere at de ikke ved, hvad som foregår. Dette finder jeg også skræmmende – lige så skræmmende som stigningen i antallet af smittede. For første gang siger lægerne det højt: Jeg aner intet om det.

I 2 år har de talt anderledes. Vi har hørt forskellige teorier hver uge. Vi overvejede de forskellige forklaringer: Promiskuitet, poppers, sexrum, saunaerne, rimming, fisting, analsex, sæd, afføring, blod, sorte, en ny virus, amøber der bærer på en virus, stoffer, Haiti, voodoo, antibiotika, hepatitis A og B, syphilis og gonore.

(...)

Hospitaler er nu så fyldte med AIDS-patienter, at der er en kø på op til en måned før du kan blive indlagt lige meget, hvor syg du så er. Og når du så er indlagt, er der fyldt med patienter og de syge behandles som spedalske fordi sygehuspersonalet er bekymret for om AIDS smitter.

Folk begår selvmord fordi de hellere vil dø end at imødekomme sådanne usikkerheder på hospitalerne, med så usikre behandlingsformer og den skrækkelige statistik, der påpeger at 86 procent af alle AIDS ramte dør inden for 3 år.

Hvis dette var sket for en, hvilken som helst gruppe i 2 år ville den gruppe have råbt så højt at bystyret og landets ledelse ikke ville vide hvad de skulle stille op.

Hvorfor skrider ikke enhver bøsse i denne by til handling? Har alle bøsser I NY et dødsønske?

(...)

Vi har fra epidemiens begyndelse hørt, at det kun er et spørgsmål om tid før heteroerne også får AIDS, og at når det sker så vil sygdommen pludselig få en masse opmærksomhed, og penge til forskning og til den tid vil folk se os og så bliver alt godt igen.

(...)

Der har ikke været nogle sager af AIDS blandt heteroseksuelle, hvide middelklasse amerikanere, der ikke tager stoffer. De eneste sager der involverer AIDS har ramt lige så stigmatiserede grupper som homoseksuelle – stiknarkomaner, haitianere, 11 blødere, sorte og latinobabyer, og konerne til stiknarkomaner eller biseksuelle mænd. (…)

Der er et stigende antal mænd, der ikke kan arbejde, men som ikke kan få velfærdsydelser fordi AIDS ikke er med på listen over sygdomme, der giver ret til ydelser. (immunforsvar problemer er gyldig grund til at børn kan få støtte men ikke voksne). Der er også et stigende antal mennesker, der ikke kan betale deres husleje. Mænd der kastes på gaden uden et sted at bo og uden penge at leve for og mænd der er blevet opsagt af deres udlejere på grund af deres sygdom. Og mænd, med AIDS i udbrud som bliver fyret fra deres arbejde. Der er utallige skrækhistorier om de som pludselig mister fodfæstet, med en sygdom og en forsikring, der ikke dækker. (én mand der ikke havde haft succes med andre behandlingsformer måtte tigge 16.600 dollar fra sine venner for en blodtransfusion.)

(…) Alle politikere jeg har talt med siger i fortrolighed til mig “I laver ikke nok støj, bureaukrati handler kun på pres”(…)

Jeg er træt af ‘mænd’ der siger “ Vi er nødt til at gå stille med dørene ellers kan de finde på det og det”. Det de henviser til, er flertallet af heteroseksuelle, det moralske flertal eller repræsentanter for disse grupper. Ok ‘mand’ Du er velkommen til at marchere direkte til gaskamrene. Stik dig bare op i køen.

Vi vil altid have fjender. Intet vi gør, vil fjerne dem. Aviser fra sydstaterne og Jerry Falwell skriver allerede artikler og ledere det proklamerer at AIDS er guds straf til de homoseksuelle. Og hvad så? Får grimme ord dig til at pisse i bukserne af skræk?

Jeg er led og ked af enhver homoseksuel mand som ikke forpligter sig til sagen om at kæmpe for sit liv.

Jeg vil ikke dø. Jeg går ud fra at du vil dø. Lad os kæmpe sammen!

Kilde: A translation of “1,112 and Counting,” by Larry Kramer. First published in New York Native, Issue 59, March 14-27, 1983. Copyright (c) 1983 by Larry Kramer. Published by arrangement with the Estate of Larry Kramer. All rights reserved."

1983. HIV/AIDS: 1112 og vi tæller videre.

Hvis denne her artikel ikke får dig til at skide i bukserne af skræk så er vi virkelig i problemer. Hvis denne artikel ikke vækker din vrede, gør dig rasende og kalder til handling så har bøsser ikke en fremtid på denne jord. Vores fortsatte eksistens afhænger af, hvor vred du bliver. Jeg Larry Kramer har skrevet denne tekst og jeg taler på egne vegne.

Jeg gentager: Vores fortsatte eksistens som bøsser på denne jord er på spil. Medmindre vi kæmper for vores liv, så dør vi. I hele den homoseksuelle historie har vi aldrig før været så tæt på død og på udryddelse. Mange af os er døende eller er allerede døde. Før jeg fortæller dig, hvad vi må gøre så lad mig fortælle dig, hvad der er ved at ske med os.

Der er nu 1112 seriøse tilfælde af AIDS. Da vi først blev bekymret var der kun 41. På kun 28 dage fra 13. januar til 9. februar var der 164 nye diagnoser og 73 dødsfald. Det totale antal døde er nu 418. 20% af tilfældene registreret i januar alene. 195 er døde i NY ud af 526 smittet. Af alle seriøse AIDS-sager er de 47.3% registreret i New York.

Det drejer sig om seriøse sager af AIDS, der indbefatter Kaposis sarkom, pneumocystis carinii lungebetændelse og andre dødelige infektioner. Disse tal inkluderer ikke de tusinder af os, der går rundt med det der bliver kaldt AIDS, med forskellige former for hævede kirtler og træthed, men som lægerne ikke kan diagnosticere.

Stigningen i disse tal er skræmmende. Hvad end det er som spreder sig så spreder det sig stadig hurtigere og flere og flere får AIDS.

Og for første gang i denne epidemi, indrømmer ledende læger og forskere at de ikke ved, hvad som foregår. Dette finder jeg også skræmmende – lige så skræmmende som stigningen i antallet af smittede. For første gang siger lægerne det højt: Jeg aner intet om det.

I 2 år har de talt anderledes. Vi har hørt forskellige teorier hver uge. Vi overvejede de forskellige forklaringer: Promiskuitet, poppers, sexrum, saunaerne, rimming, fisting, analsex, sæd, afføring, blod, sorte, en ny virus, amøber der bærer på en virus, stoffer, Haiti, voodoo, antibiotika, hepatitis A og B, syphilis og gonore.

Jeg har talt med ledende læger der behandler os. En sagde til mig. “Hvis vi vidste, hvad vi ved nu i 1981 havde jeg aldrig involveret mig med denne sygdom”. En anden sagde: “Det som nager mig mest i alt det her er at på ethvert tidspunkt er en af mine patienter på hospitalet og der foregår noget med ham som jeg ikke kan forklare. Det ødelægger mig fordi der er noget uforklarligt i ham som er i gang med at dræbe ham”. En tredje sagde, “Jeg er meget deprimeret. En læges job er at kurere sine patienter og det kan jeg ikke. Alt for mange af mine patienter dør mellem mine hænder.”

Efter næsten 2 år inde i epidemien er der stadig ingen svar. Efter næsten to år er smittekilden til AIDS fortsat ukendt. 2 år inde i en epidemi og der er ingen kur.

Hospitaler er nu så fyldte med AIDS-patienter, at der er en kø på op til en måned før du kan blive indlagt lige meget, hvor syg du så er. Og når du så er indlagt, er der fyldt med patienter og de syge behandles som spedalske fordi sygehuspersonalet er bekymret for om AIDS smitter.

Folk begår selvmord fordi de hellere vil dø end at imødekomme sådanne usikkerheder på hospitalerne, med så usikre behandlingsformer og den skrækkelige statistik, der påpeger at 86 procent af alle AIDS ramte dør inden for 3 år.

Hvis dette var sket for en, hvilken som helst gruppe i 2 år ville den gruppe have råbt så højt at bystyret og landets ledelse ikke ville vide hvad de skulle stille op.

Hvorfor skrider ikke enhver bøsse i denne by til handling? Har alle bøsser I NY et dødsønske?

Lad os lige tale om et par specifikke ting. Lad os tale om hvilke bøsser der får AIDS. Lige meget hvad du så end har hørt så er der ikke en særlig profil for alle ofre. Der er folk der bruger stoffer og folk der ikke gør. Der er folk med et vildt sexliv og folk, der nærmest er monogame. Der er rapporteret sager hvor en person har fået AIDS uden at have været i seksuel kontakt med nogen.

Det eneste som synes givet om sygdommen er at den kan ramme grundet én seksuel forbindelse. Det er ikke promiskuitet – men at være ekstremt uheldig.

Lad os tale om AIDS blandt heteroseksuelle.

Vi har fra epidemiens begyndelse hørt, at det kun er et spørgsmål om tid før heteroerne også får AIDS, og at når det sker så vil sygdommen pludselig få en masse opmærksomhed, og penge til forskning og til den tid vil folk se os og så bliver alt godt igen.

Jeg troede selv, at når man først så en baby der havde AIDS så ville alt forandre sig. Det gjorde det også. Medierne gav en masse omtale en enkelt dag. Og det var så det folkens.

Der har ikke været nogle sager af AIDS blandt heteroseksuelle, hvide middelklasse amerikanere, der ikke tager stoffer. De eneste sager der involverer AIDS har ramt lige så stigmatiserede grupper som homoseksuelle – stiknarkomaner, haitianere, 11 blødere, sorte og latinobabyer, og konerne til stiknarkomaner eller biseksuelle mænd. (…)

Lad os tale om sundhedsforsikringer og sociale problemer.

Mange af de måder vi behandler AIDS på er på eksperiment basis, og mange forsikringsselskaber dækker ikke denne nye type medicin. Blue Cross (forsikringsselskab) er særlig dårligt til at acceptere den nye medicin.

Mange dødeligt syge har ikke været i stand til at få økonomisk hjælp fra staten.

Der er et stigende antal mænd, der ikke kan arbejde, men som ikke kan få velfærdsydelser fordi AIDS ikke er med på listen over sygdomme, der giver ret til ydelser. (immunforsvar problemer er gyldig grund til at børn kan få støtte men ikke voksne). Der er også et stigende antal mennesker, der ikke kan betale deres husleje. Mænd der kastes på gaden uden et sted at bo og uden penge at leve for og mænd der er blevet opsagt af deres udlejere på grund af deres sygdom. Og mænd, med AIDS i udbrud som bliver fyret fra deres arbejde. Der er utallige skrækhistorier om de som pludselig mister fodfæstet, med en sygdom og en forsikring, der ikke dækker. (én mand der ikke havde haft succes med andre behandlingsformer måtte tigge 16.600 dollar fra sine venner for en blodtransfusion.)

(…)

Jeg er dødtræt af bøsser der ikke giver til velgørenhed for bøsser. Bøsser der giver deres penge til heteroseksuelle foreninger, mens vi dør. Foreningen Gay Men’s Health Crisis er ved at segne under den store arbejdsbyrde, der printes og distribueres tusindvis af undervisningsmaterialer, og foreningen tager sig af flere hundredvis af AIDS-ofre, og rejser rundt i hele landet for at give foredrag, få medieomtale, kæmpe imod dårlig hospitalsbehandling, osv osv. Organisationen kæmper for dig og os alle sammen på 2000 måde. Hvad gør Røde Kors for dig? Det amerikanske kræftens bekæmpelse? Studiefonde, jødiske katolske velgørenhedsorganisationer?? (…)

Jeg er træt af bøsser i skabet. Vi skriver altså 1983, hvornår springer I ud? Det kan være du er død i 1984. Enhver bøsse, der ikke er i stand til at træde frem nu og kæmpe for at redde sit liv er i sandhed med til at dræbe resten af os. Der er kun én ting som kommer til at redde nogen af os, og det er antallet af os, politisk pres fra os og at vi som gruppe bliver betragtet som en enhed og som en trussel. I takt med at flere og flere af mine venner dør har jeg mindre og mindre sympati med mænd, der er bange for hvad deres mor nu vil sige, deres chef eller deres læge eller deres kollega. Hvis ikke vi bliver synlige, som en massebevægelse, så kommer vi til at dø.

Jeg er træt af alle dem internt i vores miljø, der siger at vi ikke må skabe en panisk stemning. Hvor mange af os skal dø så du får lettet røven og tager kampen op? Er 195 døde newyorkere ikke nok? Enhver heteroseksuel mand, der har kendskab til AIDS-epidemien kan ikke forstå hvorfor bøsser ikke marcherer foran det Hvide Hus. De siger hele tiden: “Hvorfor gør I ikke gør noget”? Alle politikere jeg har talt med siger i fortrolighed til mig “I laver ikke nok støj, bureaukrati handler kun på pres”(…)

Jeg er træt af ‘mænd’ der siger “ Vi er nødt til at gå stille med dørene ellers kan de finde på det og det”. Det de henviser til, er flertallet af heteroseksuelle, det moralske flertal eller repræsentanter for disse grupper. Ok ‘mand’ Du er velkommen til at marchere direkte til gaskamrene. Stik dig bare op i køen.

Vi vil altid have fjender. Intet vi gør, vil fjerne dem. Aviser fra sydstaterne og Jerry Falwell skriver allerede artikler og ledere det proklamerer at AIDS er guds straf til de homoseksuelle. Og hvad så? Får grimme ord dig til at pisse i bukserne af skræk?

Jeg er led og ked af enhver homoseksuel mand som ikke forpligter sig til sagen om at kæmpe for sit liv.

Jeg vil ikke dø. Jeg går ud fra at du vil dø. Lad os kæmpe sammen!

(…)

Jeg afslutter med hvad Dr. Ron Grossman gjorde på GMHC’s second Open Forum sidste November Han opremsede listen på alle de patienter han havde mistet til AIDS. Her er en liste over de 20 mennesker jeg kendte:

• Nick Rock
• Rick Wellikoff
• Jack Nau
• Shelly
• Donald Krintzman
• Jerry Green
• Michael Maletta
• Paul Graham
• Toby
• Harry Blumenthal
• Stephen Sperry
• Brian O’Hara
• Barry
• David
• Jeffrey Croland
• Z.
• David Jackson
• Tony Rappa
• Robert Christian
• Ron Doud
• Og én mere som er døende og vil være død når disse ord bliver printet.

Hvis vi ikke gør noget omgående, så går vi vores dommedag i møde (…)

Kilde: A translation of “1,112 and Counting,” by Larry Kramer. First published in New York Native, Issue 59, March 14-27, 1983. Copyright (c) 1983 by Larry Kramer. Published by arrangement with the Estate of Larry Kramer. All rights reserved."

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)