Derfor historie

• Læs uddraget fra Peter Frankopans bog ‘Silkevejene’ (2015).
• Undersøg, hvordan han fremstiller effekterne af Pesten og kom med konkrete eksempler på global historieskrivning?

Uddrag fra den britiske historikers Peter Frankopans verdenshistorie med særlig fokus på Silkevejene og den kulturelle og økonomiske udveksling mellem Asien og Europa.

(...)

En nyere undersøgelse tyder på, at hvis man antager en temperaturstigning på blot en enkelt grad, så kunne det føre til en stigning på 50 procent i pestforekomsten hos den store ørkenrotte, som er det primære værtsdyr i steppeområderne. Selv om det ikke står helt klart, præcis hvordan allerførste kim til sygdommen stammede fra i midten af 1300-tallet, spredtes pesten hastigt i 1340’erne, da udbruddet bevægede sig videre fra stepperne gennem Europa, Iran, Mellemøsten, Egypten og Den Arabiske Halvø.

(...)

Også varerne i lastrummet var dødbringende, fordi lopper inficerede pelsværk og fødevarer, som var beregnet på både det europæiske kontinent og havnebyer i Egypten, Levanten og Cypern, hvor det overvejende var børn og unge, som blev de første ofre for sygdommen. Snart blev sygdommen også overført af karavanevejen og nåede frem til Mekka, hvor den dræbte utallige pilgrimme og lærde og blev årsag til en alvorlig religiøs krise: Profeten Muhammed havde efter sigende lovet, at den pest, der hærgede Mesopotamien i 600-tallet, aldrig ville nå islams hellige byer. I Damaskus, skrev Ibn Al-Wardi, sad pesten “som konge på en trone og udøvede sin magt, dræbte daglige tusind mennesker eller mere og reducerede befolkningen”. På vejene mellem Kairo og Palæstina lå ofrenes lig spredt, mens hundene flåede kødet af de kroppe, der var dynget op af moskeens vægge i byen Bilbais. I Asyutregionen i Øvre Egypten faldt antallet af skattebetalere imidlertid fra 6000 før den sorte død til blot 116 - Et fald på 98%.

(...)

Nogle mennesker som for eksempel kong Edvard 3. af England koncentrerede sig om at faste og bede, og kongen befalede sine biskopper at følge trop. Arabiske håndbøger fra omkring 1350 indeholdt råd til de troende muslimer om at gøre det samme og anbefalede, at fremsigelse af en specifik bøn 11 gange ville hjælpe, og at afsyngelse af vers, der var knyttet til Muhammeds liv, ville sikre beskyttelse mod byldesygdommen. I Rom blev der arrangeret højtidelige processioner, hvor de angrede og frygtsomme marcherede barfodede i skjorter af hår og piskede hinanden for at demonstrere deres anger. Dette var blot nogle af de mindst kreative bestræbelser på at formildne Guds vrede. (...)

(...)

I 1400-tallet dukkede Cochin op som en konkurrent til Calicut, efter at man ved hjælpaf en aggressiv konkurrencedygtig skat havde held til at tiltrække en meget stor del af handelen. Set fra kinesernes synspunkt blev dette noget af en opadgående spiral. Flere større ekspeditioner anført af den dygtige admiral Zheng He, en muslimsk eunuk, der skulle demonstrere Kinas våbenmagt, hævde landets indflydelse og vinde adgang til fjernhandelsruter langt ind i Det Indiske Ocean, Den Persiske Golf og Det Røde Hav, havde særlig fokus på at opbygge relationer til herskeren i Cochin.

Kilde: Peter Frankopan: "Silkevejene", 2015, Kristeligt Dagblads Forlag, s. 342-358

Moderne forskning i Yersinia pestis og pesten har dokumenteret, at miljøfaktorer spillede en meget væsentlig rolle i forbindelse med den enzootiske cyklus, hvor tilsyneladende ubetydelige forandringer kan forvandle sygdommen fra at være lokaliseret og under kontrol til at kunne spredes i stor skala. Små forskelle i temperatur og nedbør kan for eksempel ændre loppernes reproduktionscyklus dramatisk, og det kan igen få afgørende betydning for både bakteriens udviklingscyklus og for dets værtsdyrs adfærd. En nyere undersøgelse tyder på, at hvis man antager en temperaturstigning på blot en enkelt grad, så kunne det føre til en stigning på 50 procent i pestforekomsten hos den store ørkenrotte, som er det primære værtsdyr i steppeområderne. Selv om det ikke står helt klart, præcis hvordan allerførste kim til sygdommen stammede fra i midten af 1300-tallet, spredtes pesten hastigt i 1340’erne, da udbruddet bevægede sig videre fra stepperne gennem Europa, Iran, Mellemøsten, Egypten og Den Arabiske Halvø. Den fik for alvor fat i 1346, da det, som en italiensk samtidig kilde beskrev som “en mystisk sygdom, som voldte pludselig død “, begyndte at hærge gennem Den Gyldne Horde ved Sortehavet. En mongolsk hær, som belejrede den genovesiske handelsstation Kaffa efter en strid om handelsbetingelser, blev udslettet på grund af en sygdom, som slog “tusinder og atter tusinder ihjel hver dag”, ifølge en kommentator. Men før mongolerne trak sig tilbage, “befalede de, at ligene blev anbragt i kastemaskiner og slynget ind i byen i håb om, at den ulidelige stank ville dræbe alle der opholdt sig inde i byen. “ Det var dog ikke så meget lugten som den særdeles smitsomme sygdom, der bredte sig. Uden at vide det havde mongolerne benyttet sig af biologisk krigsførelse for at besejre deres fjende.

De handelsveje, der forbandt Europa med resten af verden, blev nu dødbringende motorveje for overførslen af “den sorte død”. I 1347 nåede sygdommen til Konstantinopel og derefter til Genova, Venedig og Middelhavet gennem handelsfolk og købmænd, der bragte den med sig , da de i al hast sejlede hjem. Det gik op for befolkningen i Messina på Sicilien at der var noget galt med de genovesere, der var ankommet, for deres kroppe var oversået af bylder, de kastede hele tiden op og hostede blod, før de døde. Men da var det allerede for sent: Selv om galajerne fra Genova blev fjernet bredte sygdommen sig og udslettede befolkningen.

Den bredte sig hastigt nordpå og nåede byerne i det nordlige Frankrig og Bayern i midten af 1348. På det tidspunkt havde skibe, der lagde til kaj i britiske havnebyer, allerede bragt “den første pestilens…. der fulgtes med købmænd og sømand”. Så mange døde i de engelske landsbyer og byer, at paven i “sin barmhjertighed garanterede fuld syndsforladelse, hvis man bekendte sine synder”. Ifølge en samtidig vurdering var det knap en tiendedel af befolkningen, der overlevede. Adskillige kilder beretter, at der døde så mange, at der ikke var folk nok til at begrave de døde.

I stedet for varer og kostbarheder bragte de skibe, der krydsede Middelhavet, nu død og ødelæggelse. Infektionen bredte sig ikke kun via kontakt med pestens ofre eller via rotter, som altid var en del af rejserne til søs. Også varerne i lastrummet var dødbringende, fordi lopper inficerede pelsværk og fødevarer, som var beregnet på både det europæiske kontinent og havnebyer i Egypten, Levanten og Cypern, hvor det overvejende var børn og unge, som blev de første ofre for sygdommen. Snart blev sygdommen også overført af karavanevejen og nåede frem til Mekka, hvor den dræbte utallige pilgrimme og lærde og blev årsag til en alvorlig religiøs krise: Profeten Muhammed havde efter sigende lovet, at den pest, der hærgede Mesopotamien i 600-tallet, aldrig ville nå islams hellige byer. I Damaskus, skrev Ibn Al-Wardi, sad pesten “som konge på en trone og udøvede sin magt, dræbte daglige tusind mennesker eller mere og reducerede befolkningen”. På vejene mellem Kairo og Palæstina lå ofrenes lig spredt, mens hundene flåede kødet af de kroppe, der var dynget op af moskeens vægge i byen Bilbais. I Asyutregionen i Øvre Egypten faldt antallet af skattebetalere imidlertid fra 6000 før den sorte død til blot 116 - Et fald på 98%.

Selv om sådanne fald i befolkningstallene måske kan afspejle, at folk flygtede fra deres hjem, er der ikke meget tvivl om, at dødstallet var helt ekstremt højt. “Menneskets visdom og opfindsomhed” kunne intet stille op over for spredningen af denne sygdom, skrev Boccaccio, den italienske humanist, i sin introduktion til Dekameron. I løbet af tre måneder, skrev han, var der over 100.000 mennesker, der mistede livet, alene i Firenze. Venedig blev næsten affolket: Beretningerne er enige om, at ikke mindre end tre fjerdedele af byens indbyggere døde i forbindelse med den sorte død.

Mange mennesker opfattede begivenhederne som et tegn på, at verdens undergang var nær. En irsk franciskanermunk afsluttede sin beretning om pestens hærgen med en tom side “til fortsættelse af (mit) arbejde, hvis nogen stadig skulle være i live i fremtiden”. Der var en følelse af overhængende apokalypse; i Frankrig skrev krønikeforfattere, at det “regnede med frøer, slanger, firben, skorpioner og mange andre lige så giftige dyr”. Der var tegn fra himlen, som gjorde Guds budskab klart: Kæmpemæssige haglkorn ramte jorden og slog folk ihjel i dusinvis, mens byer og landsbyer brændte ned til grunden efter at være blevet antændt af lyn, som fremkaldte “stinkende røg”.

Nogle mennesker som for eksempel kong Edvard 3. af England koncentrerede sig om at faste og bede, og kongen befalede sine biskopper at følge trop. Arabiske håndbøger fra omkring 1350 indeholdt råd til de troende muslimer om at gøre det samme og anbefalede, at fremsigelse af en specifik bøn 11 gange ville hjælpe, og at afsyngelse af vers, der var knyttet til Muhammeds liv, ville sikre beskyttelse mod byldesygdommen. I Rom blev der arrangeret højtidelige processioner, hvor de angrede og frygtsomme marcherede barfodede i skjorter af hår og piskede hinanden for at demonstrere deres anger. Dette var blot nogle af de mindst kreative bestræbelser på at formildne Guds vrede. (...)

Det var ikke bare Venedig, som blomstrede. Det gjorde også byerne ned langs Dalmatiens kyst, der fungerede som mellemstationer på rejserne til og fra Venedig. Regusa, nutidens Dubrovnik, oplevede en helt usædvanlig velstandsstigning i 1400-1500-tallet. Den disponible formue blev firdoblet mellem 1300 og 1450, og det gik så hurtigt, at der blev lagt et loft over medgifter for at standse betalingerne, som steg så eksplosivt. Byen svømmede i den grad i penge, at man tog skridt til delvist at afskaffe slaveriet: I tider med så stor overflod virkede det forkert at holde mennesker som trælle og ikke betale dem for deres arbejde: I lighed med Venedig havde Ragusa, travlt med at opbygge sit eget handelsnetværk og udvikle tætte kontakter med Spanien, Italien, Bulgarien og sågar Indien, hvor der blev grundlagt en koloni i Goa omkring Sankt Blasius’ kirke, der var Regusas skytshelgen. Mange steder i Asien oplevede man en lignende stigning i vækst og ambitioner. Handelen blomstrede i Sydindien, og handlen med Kina og Den Persiske Golf og endnu fjernere regioner blev opbygget parallelt. Der oprettedes lav, der skulle garantere sikkerhed og kvalitetskontrol, men også udøve monopol som, som kunne forhindre fremkomsten af lokal konkurrence. Disse lav koncentrerede penge og indflydelse hos en selvsupplerende gruppe, der opretholdt en dominerende position på Malabarkysten og Sri Lanka. Under dette system blev handelsforbindelserne formaliseret for at sikre, at transaktionerne blev udført effektivt og retfærdigt. Ifølge en beretning fra en kinesisk rejsende, Ma Huan, i begyndelsen af 1400- tallet blev priserne mellem køber og sælger fastsat af en mellemmand. Alle skatter og afgifter blev beregnet og skulle betaler på forhånd, før varerne blev frigivet og sejret af sted. Det gav gode muligheder for langvarige handelsforbindelser: “Folk på stedet er meget ærlige og troværdige” tilføjede Ma Huan.

Sådan var det i hvert fald i teorien. I virkeligheden opererede byerne på Indiens sydkyst ikke i et vakuum, men konkurrerede voldsomt indbyrdes. I 1400-tallet dukkede Cochin op som en konkurrent til Calicut, efter at man ved hjælpaf en aggressiv konkurrencedygtig skat havde held til at tiltrække en meget stor del af handelen. Set fra kinesernes synspunkt blev dette noget af en opadgående spiral. Flere større ekspeditioner anført af den dygtige admiral Zheng He, en muslimsk eunuk, der skulle demonstrere Kinas våbenmagt, hævde landets indflydelse og vinde adgang til fjernhandelsruter langt ind i Det Indiske Ocean, Den Persiske Golf og Det Røde Hav, havde særlig fokus på at opbygge relationer til herskeren i Cochin.

Ekspeditionerne var en del af et mere og mere ambitiøst sæt forholdsregler fra Mingdynastiet, der havde erstattet de mongolske Yuanherskere i midten af 1300-tallet. I Beijing blev der brugt overdådige summer på at udbygge en infrastruktur, der kunne sørge for forsyninger og forsvare byen. Der blev brugt betydelige ressourcer på at sikre grænsen mod steppeområderne mod nord og på at konkurrere med et opadstræbende Korea i Manchuriet, mens den militære tilstedeværelse sydpå blev forstærket med det resultat, at regulære tribut-ekspeditioner begyndte at at ankomme fra Cambodja og Siam medbringende lokale specialister og luksusvarer i store mængder til gengæld for løfter om fred. I 1387 sendte for eksempel kongedømmet Siam omkring syv et halvt tons peber og sandeltræ og to år senere ti gange den samme mængde peber sandeltræ og røgelse.

Den form for udvidelse af horisonten havde dog sin pris. Zheng Hes første ekspedition omfattede omkring 60 store skibe, adskillige hundrede mindre fartøjer og cirka 30.000 søfolk, og alt dette repræsenterede et betydeligt udlæg i form af løn, udstyr og de omfattende gaver, der blev sendt af sted sammen med admiralen til brug i diplomatiets tjeneste. Dette og andre initiativer blev der betalt for af en stærk stigning i produktionen af pengesedler, men også i form af stigende minekvoter - hvilket førte til en tredobling af indtægterne fra denne sektor i lidt over et årti efter 1390.

Forbedringer i landbrugets økonomi og skatteinddrivelsen gav også et betydeligt løft i centralregeringens indtægter og stimulerede det, som en moderne kommentator har beskrevet som frembringelsen af en slags kommando.

Kilde: Peter Frankopan: "Silkevejene", 2015, Kristeligt Dagblads Forlag, s. 342-358

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)