Derfor historie

• Læs uddraget af historikeren historikeren Guenter B. Risse fremstilling Epidemics and History: Ecological Perspectives and Social Responses (1988)
• Undersøg på hvilken måde naturgrundlag og samfund spiller sammen, og hvad han mener at AIDS-epidemien lærte os om epidemihåndtering?

Fremstillingen "Epidemics and History: Ecological Perspectives and Social Responses" er skrevet af den argentinske historiker Guenter B. Risse i 1988, dvs. i den tidsperiode, hvor AIDS-epidemien var på sit højeste. Følgende uddrag er afslutningen på kapitlet, hvor han har beskrevet de forskellige historiske epidemier. På hvilken måde spiller naturgrundlag og samfund sammen ifølge historikeren?

Hvad er implikationerne af de eksempler som er præsenteret i dette kapitel? Er der noget som alle disse epidemier kan lære os i den måde vi håndterer AIDS på? Er der en lære vi kan trække ud af historien og som vi ikke kan ignorere? For det første må vi anerkende at epidemier er et resultat af et kompleks samspil mellem biologiske og sociale faktorer (...).

Selvom historiske fremstillinger ofte bliver spekulative, så muliggør disse studier os at se mønstre i fortiden ved en fortid der er kompleks og uregelmæssig. Et historisk perspektiv kan muligvis give anvisninger til de, der forsøger at skabe en epidemiologisk model for AIDS - hvilket er essentielt, hvis vi vil forsøge at inddæmme sygdommen. (...) Vores kollektive erindringer om andre epidemier er blevet tåget og vi har nu i en tid med AIDS-brug for at huske hvordan vi reagerede for vi gentager vores fejl til trods for at vi tror vi er mere sofistikeret idag. Selvom hver selvom hver sygdom har hver sine kliniske karakteristika, rammer de ofte sociale grupper, der er mere sårbare genetisk, kulturelt eller politisk. Når menneskeheden bliver ramt af epidemiske sygdomme, er reaktionen aldrig køn. Kollektiv frygt, angst og panik gør at en række foranstaltninger bliver taget for at beskytte de som stadig er sunde. De som rammes er de miljøer der anses som skadelige og ved at identificere, fjerne og isolere de som er syge. (...)

Til slut bør også nævnes at epidemihåndteringen historisk har været et magtfuldt instrument for magthavere i at skabe splid og fremprovokere fordomme. I alle de tre eksempler jeg har behandlet, ser man et mønster i den måde frygtsomme individer og grupper reagerer på. Undvigelse og benægtelse kommer først, derefter bliver særlige kulturelle, religiøse, eller socialgrupper gjort til syndebukke. Denne reaktion afslører det meningstab der medfølger en epidemi. Vi har brug for at placere ansvar og skyld et eller andet sted hen. Den fremmede, jøden, den fattige, immigranten, har som vi har set i dette kapitel alle været ofre for diskrimination som ekstra straf for at epidemierne ofte har ramt disse grupper hårdere end andre grupper. Her er parallellen til AIDS ikke svær at se. Hvis historie kan bruges til noget i den nuværende AIDS-krise, så er det for at vække vores opførsel i tidligere epidemier til live igen og stille spørgsmål til meningen med og konsekvensen af epidemiske sygdomme.

Kilde: Risse, G.B (1988). Epidemics and History - Ecological Perspectives and Social Response. I: AIDS: The Burdens of History. University of California. Oversat af Kristian Iversen.

Konklusion

Hvad er implikationerne af de eksempler som er præsenteret i dette kapitel? Er der noget som alle disse epidemier kan lære os i den måde vi håndterer AIDS på? Er der en lære vi kan trække ud af historien og som vi ikke kan ignorere? For det første må vi anerkende at epidemier er et resultat af et kompleks samspil mellem biologiske og sociale faktorer. På bestemte tidspunkter i vores historie er der frugtbar jord for mikrober at decimere antallet af mennesker. Som vi har set med epidemier som pest, kolera, og polio var det rejser, migration, handel og krige, der faciliterede bakterier og virus mutationer. Det var også bakterier og virus der skabte forandring i udviklingen af byer og socialklasser.

De fleste af disse hændelser er resultater af en myriade af forudsætninger som vi ikke engang forstår fuldstændigt den dag i dag. Hver gang en epidemi er brudt ud i historien har mennesker haft svært ved at forstå hvad der foregik, men epidemierne er ofte blevet fuldstændigt fejlfortolket og misforstået især når man ikke har kunne give en tilstrækkelig lægevidenskabelig begrundelse. (...)

Selvom historiske fremstillinger ofte bliver spekulative, så muliggør disse studier os at se mønstre i fortiden ved en fortid der er kompleks og uregelmæssig. Et historisk perspektiv kan muligvis give anvisninger til de, der forsøger at skabe en epidemiologisk model for AIDS - hvilket er essentielt, hvis vi vil forsøge at inddæmme sygdommen. (...) Vores kollektive erindringer om andre epidemier er blevet tåget og vi har nu i en tid med AIDS-brug for at huske hvordan vi reagerede for vi gentager vores fejl til trods for at vi tror vi er mere sofistikeret idag. Selvom hver selvom hver sygdom har hver sine kliniske karakteristika, rammer de ofte sociale grupper, der er mere sårbare genetisk, kulturelt eller politisk. Når menneskeheden bliver ramt af epidemiske sygdomme, er reaktionen aldrig køn. Kollektiv frygt, angst og panik gør at en række foranstaltninger bliver taget for at beskytte de som stadig er sunde. De som rammes er de miljøer der anses som skadelige og ved at identificere, fjerne og isolere de som er syge. (...)

At disse ofte dristige tiltag er taget på samme tid som bystater har konsolideret deres politiske magt og etableret komplekse bureaukratier for at kunne kontrollere de økonomiske ressourcer er på ingen måde en tilfældighed. Sunde borgere var nødvendige for at staten kunne opnå selvbestemmelse og kommerciel succes. Epidemier skabte undtagelsestilstand, hvor borgernes rettigheder kunne blive suspenderet i den fælles overlevelses navn. Som casestudierne afspejler så blev bevægelsesfriheden, privatlivets fred og borgerens ret til fortrolighed indskrænket af myndighederne for at kontrollerer epidemien.

Selvfølgelig var denne kollektive handling ikke kun et hjerteløst udtryk for magtpolitik eller økonomiske særinteresser. Sundhedspersonale satte ofte deres eget liv på spil for at implementere lovgivningen og ofte forsøgte man at afhjælpe de økonomiske effekter af tvungen karantæne. Grundet mangel på viden om den epidemiske sygdom kunne disse tiltag skabe ro i en befolkning præget af panik og frygt. Mange kilder viser at myndighedernes ønske om at beskytte den offentlige sundhed har nydt bred opbakning og støtte.

Til slut bør også nævnes at epidemihåndteringen historisk har været et magtfuldt instrument for magthavere i at skabe splid og fremprovokere fordomme. I alle de tre eksempler jeg har behandlet, ser man et mønster i den måde frygtsomme individer og grupper reagerer på. Undvigelse og benægtelse kommer først, derefter bliver særlige kulturelle, religiøse, eller socialgrupper gjort til syndebukke. Denne reaktion afslører det meningstab der medfølger en epidemi. Vi har brug for at placere ansvar og skyld et eller andet sted hen. Den fremmede, jøden, den fattige, immigranten, har som vi har set i dette kapitel alle været ofre for diskrimination som ekstra straf for at epidemierne ofte har ramt disse grupper hårdere end andre grupper. Her er parallellen til AIDS ikke svær at se. Hvis historie kan bruges til noget i den nuværende AIDS-krise, så er det for at vække vores opførsel i tidligere epidemier til live igen og stille spørgsmål til meningen med og konsekvensen af epidemiske sygdomme.

Kilde: Risse, G.B (1988). Epidemics and History - Ecological Perspectives and Social Response. I: AIDS: The Burdens of History. University of California. Oversat af Kristian Iversen.

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)