Det formulerede mål er at skabe demokrati, forsvare menneskerettigheder og fremme humanitære hensyn, men en stribe tilbageslag har vist, at massiv væbnet magt ikke nødvendigvis er et velegnet middel.

Senest har man set det demonstreret i Afghanistan, hvor næsten 20 års vestlig intervention ikke forhindrede Taliban i med en lynoffensiv at generobre magten, så snart amerikanerne lagde an til at trække sig tilbage. […]

Det har længe stået klart, at det styre, USA og dets allierede opbyggede i f.eks. Afghanistan, lod meget tilbage at ønske, hvad angår god regeringsførelse, påpeger amerikanske iagttagere.

»Kernen i argumentet til fordel for en tilbagetrækning, et argument, han (Biden, red.) har bakket op om i mere end 10 år, er, at den afghanske regering og dens militær er så håbløst svagt og korrupt, at det ikke giver mening, at Amerika støtter dem,« skriver Walter Russell Mead, sikkerhedspolitisk kommentator, i dagbladet Wall Street Journal.

Selv om målene med operationerne i f.eks. Afghanistan og Irak i udgangspunktet var honnette, så blev der aldrig anvist nogen klar vej til, hvordan man skulle nå de luftige mål.

»Det er fint at ville fremme demokrati og reformer, der skal gøre forholdene for kvinder bedre samt sikre bedre menneskerettigheder. Men det, vi har lært i Afghanistan, Irak og Libyen, viser, at vi ikke skaffer demokrati ved en militær intervention,« siger Lars Erslev Andersen.

Professor i statskundskab Svend-Erik Skaaning fra Aarhus Universitet peger i samme retning:

»Det er jo et åbenlyst problem, når man prøver at skabe demokrati i et samfund, hvor de grundlæggende vilkår er ekstremt vanskelige, og der mangler et fundament med stærke samfundsgrupper, der bakker op om demokrati. Både i Irak og i Afghanistan har man troet, at man bare kunne indføre vestlige institutioner, men hvis man skal indføre et velfungerende demokrati, skal det være præget indefra,« siger Svend-Erik Skaaning, der siden 2009 har arbejdet med international forskning i demokrati. […]

En ny doktrin i en ændret verden
Debatten om læren af nederlaget i Afghanistan er kun lige begyndt, men der tegner sig allerede billedet af en væsentlig mere kritisk tilgang til langvarige og ambitiøse militære interventioner, end tilfældet har været tidligere. […]

Nogle iagttagere fornemmer et egentligt paradigmeskifte i den amerikanske – og dermed den vestlige – tilgang: »Biden-doktrinen betyder, at Truman-doktrinen begraves,« skrev Bret Stephens, kommentator hos New York Times, med henvisning til præsident Harry Trumans doktrin, der fra 1947 blæste til offensiv mod kommunistisk indflydelse over hele kloden.