Interviewet blev bragt i Kristeligt Dagblad den 22. september 2014 med titlen "Der behøver ikke flyde blod, men der skal være noget på spil".

”Min ambition er at skubbe til min egen og andres virkelighedsopfattelse. Tænk, hvis vi kunne komme til at se verden på en anden måde bare et øjeblik. Krig stiller nogle meget store spørgsmål til det at være menneske, for vi må jo ikke slå ihjel. Men når nu staten har bedt os om det, hvordan skal vi så håndtere det?”, spørger hun.

Og netop de moralske spørgsmål gør, at kunsten skal med i krig, mener Simone Aaberg Kærn.

”Det er noget andet at være der end at se krigen i fjernsynet, hvor man kan forholde sig mere distanceret til den. Og det er nødvendigt at se, hvad krigen rent faktisk gør, fordi kunsten efter min mening skal afspejle det, der foregår i vores samtid,” siger hun.

Simone Aaberg Kærn, der har været ude på flere missioner i kunstens navn, har dermed også valgt at leve livet farligt. Og det er nødvendigt for at skabe interessant kunst, mener hun.

”Der behøver ikke flyde blod, men der skal være noget på spil - for eksempel mit ståsted og min ære som kunstner. Hvis jeg bare reproducerer mig selv, gør jeg ikke mit arbejde som kunstner ordentligt. Men jeg har selvfølgelig ikke løst opgaven, hvis jeg ikke kommer hjem igen. Og i dag må jeg ikke dø, for jeg har en stor familie derhjemme,” siger Simone Aaberg Kærn, der er mor til seks - to biologiske og fire bonusbørn.

I takt med, at Simone Aaberg Kærn som kunstner insisterer på at træde helt ned i Anders Fogh Rasmussens sokker, når hun skal portrættere ham, og at bidrage til krig ved at skabe missionsmærker til danske udsendte, placerer hun sig også i skudlinjen for kritiske røster. Men som medborger i et demokratisk land er hendes krigsdeltagelse uundgåelig, mener hun.

”Jeg er som borger med til at sende soldater i krig, og min medskyld bliver ikke mindre af, at jeg lukker øjnene for det. Jeg har altid vidst, at krig er noget skidt. Men jeg ved også, at vi ikke holder op med at føre krigshandlinger foreløbig. Derfor er det vigtigt at studere dem, så vi kan komme med alternativer til metoden,” siger hun og fortsætter:

”Og så skylder vi de udsendte at vide, hvad de laver. Jeg vil ikke være farisæer. Jeg vil vise, hvorfor de gør, som de gør, så vi ikke fordømmer dem bagefter, når de har gjort det, vi har bedt dem om.”