Bilag 4: Tekst til udstilling med fotografier fra de danske soldaters telefonboks i Camp Bastion, 2022 (0,6 normalside)
Soldaternes telefonboks
i Camp Bastion
Denne telefonboks er et minde om den tid soldater og andre udsendte havde deres gang i Camp Bastion i Helmand, Afghanistan.
Utallige danskere har været udsendt i verdens brændpunkter. Blandt rådgivere, politifolk og specialister har de danske soldater haft den farligste opgave og været i direkte ildkamp med en ofte usynlig fjende.
43 soldater har mistet livet i kampene i Afghanistan, og deres familier lever nu med sorg og afsavn.
Andre må leve med den smerte, der ligger i at have mistet en god kammerat - eller på anden måde leve med tankerne om de voldsomme oplevelser - tanker der ikke vil forsvinde.
Soldaterne kunne frit ringe hjem, og de bragte gode og sørgelige budskaber. Deres tanker fik frit løb i telefonboksen, og mange nedfældede deres kommentarer på væggene.
Det er mit håb, at du som beskuer af soldaternes skriverier tænker på det offer de gav, og måske sætter dig ind i deres hverdag og tankesæt. Måske får du en forståelse, der kan gøre det lettere at tale med en veteran fra krigen, næste gang du møder en.
Hvis du selv er soldat eller udsendt, så tag symbolet bag denne telefonboks som en anerkendelse af din indsats.
Keld Rasmussen
Udsendt af Dansk Politi
Kosovo 2006, Helmand 2011-12, Kabul 2014-15
Kilde: Gennem Ild & Vand.