Eksempel på problemstillinger til kilderne 2.1 + 2.2 (klik på pilen):
Hvilke religiøse og naturvidenskabelige forklaringer var der på epidemiske sygdomme i antikken, og hvilken effekt pesten havde for det athenske samfund på kort og på længere sigt?
Introduktion til kilde 2.1: Uddrag fra Iliaden (ca. 700 fvt.)
Iliaden er forfattet (ca. 700 fvt.) i det, som kaldes bronzealderen (og altså ikke i den klassiske periode). Iliaden er et græsk episk digt om krigen mellem Troja og de græske bystater. Digtene, der består af 24 sange, tilskrives forfatteren Homer. Digtene er skrevet på vers, da det var meningen, at teksten skulle fremføres verbalt for et publikum. I dette uddrag fra Iliaden kaldet Pesten (1. sang) beskrives, hvordan den græske hærleder Agamemnon har fornærmet Apollons præst ved at kidnappe præstens datter og ikke være villig til at give hende tilbage trods tilbud om penge til formålet. De græske guder, der bor på bjerget Olympus, blander sig i myterne med menneskeverden. Apollon var blandt andet pestguden, der både ødelægger og helbreder. Han er også en skyttegud, og i denne kilde fyrer han pile ind i den græske hær med frygtelige konsekvenser. Apollon er på Trojas side i krigen mod grækerne, og han straffer grækerne for Agamemnons kidnapning ved at sende pest til dem. Her et kort uddrag fra 1. sang, der foregår i grækernes krigslejr et stykke fra Trojas bymur og det er præsten, der taler i begyndelsen af kilden:
Kort version:
Atreus’ sønner og alle I benskinneklædte Achaier! (grækere). Måtte blot gudernes slægt i Olympens boliger unde jer at erobre Priamos’ by og få lykke til hjemfærd! Mig skal I frigi min datter, ta mod mine gaver og frygte sønnen af Zeaus. Apollon, der rammer sit mål fra det fjerne!”
Da gav de andre Achaier til kende man nok skulle vise agt for den hellige præst og ta mod hans strålende gaver. Men Agamemnon var lidet fornøjet og sendte den gale bort med knubbede ord og gav ham en ordentlig røffel: ”Vogt dig, du gamle, for én gang til at lade mig se dig her ved de kurvede skibe og prøve at blive her længer! Da skal du ikke få gavn af din stav med guddommens uldbånd. Hende frigir jeg ikke. Før dét skal hun ældes i borgen hjemme i Argos hos mig, langt væk fra sit fædrene bosted, mens hun går til og fra ved sin væv eller deler mit leje. Tir mig så ikke, men gå, så længe du endnu kan slippe.” Det var hans ord, og gubben blev bange og lystred hans ordre. Tavs gik han bort langs stranden ved havets brusende brænding. Da han blev ene, bad han til fjernskyttefyrsten Apollon, herskeren Zeus’s søn med den yndigt krøllede Leto: Hør mig du sølvbuebevæbnede gud, som værner om Chryse og om det hellige Killa, du Tenedos stærke behersker, Smintheus! Om jeg engang har rejst dig et prydeligt tempel, om jeg engang har brændt dig glinsende køller på alteret, både af tyr og af ged, da opfyld dette mit ønske! Lad dine bueskud straffe Danaerne for mine tårer!”
Således bad han, og Foibos Apollon lyttede til ham. Og fra Olympens top steg han ned, forbitret i hjertet; om sin skuldre havde han bue og omvundet kogger; Pilene raslede over hans skuldre, mens han i vrede begav sig af sted: og hans fremfærd lignede natten.
Langt fra skibene slog han sig ned og sendte et pilskud. Skrækkeligt løs den klang der kom fra hans sølvhvide bue. Først gik han løs alene på æsler og hurtige hunde. Dog snart sendte han pile mod folkene selv og han traf dem hårdt. Og bestandigt brændte der ligbål (hvor ofrene for pesten brændte) tæt på hinanden. (…)
Kilde: Christian Wilster (red.) (1865) Homers Iliade