Derfor historie

Hvilke religiøse og naturvidenskabelige forklaringer var der på epidemiske sygdomme i antikken, og hvilken effekt pesten havde for det athenske samfund på kort og på længere sigt?

Thukydid (460 fvt. til 400) var en velstående, athensk borger og besad i en periode en ledende stilling som general i hæren. Efter et militært nederlag i den Peloponnesiske Krig (431 fvt. 401 fvt.) hvor Athen tabte til Sparta, blev han landsforvist i 20 år. Han vendte hjem til Athen i 404 fvt. Thukydid anerkendes som den første vestlige historiker, der skrev faktuelt om fortiden uden at blande myter og guder ind i sin fortælling. I forordet til bogen Krig og politik skriver han således: "Enten var jeg selv til stede ved de begivenheder, jeg beskriver, eller jeg hørte om dem fra øjenvidner, hvis beretninger jeg har undersøgt grundigt mulig." Han anerkendes desuden for at tilstræbe at skrive objektivt ved at beskrive helte på begge side af de krigende parter. Thukydids havde en cyklisk historieforståelse og troede således, at ’historien gentager sig’, og at man derfor kan bruge historie som ’livets læremester. Thukydids forfatterskab er fokuseret på den Peloponnesiske krig, som han selv var involveret i og som gjorde, at demokratiet i bystaten faldt fra hinanden og startede en nedgangsperiode. Værket er en detaljeret kronologisk fremstilling, som blev udgivet efter hans død, og det var det første værk, hvor det var meningen, at det skulle læses og ikke fremføres. Dette uddrag er fra Krig og politik kapitel 3 under overskrift: Pesten.

I det hele taget var pesten både på dette og på andre punkter den første anledning til at ringeagt for lov og orden bredte sig i Athen. For adskillige fik nu lettere mod til at lade deres lyster få frit løb og gøre det slette de tidligere havde gemt af vejen. Man så jo hvor hurtigt alt forandredes, hvorledes rige folk pludselig gik hen og døde, og hvordan folk der tidligere var nogle fattiglus, i sidste øjeblik var i besiddelse af deres gods. Det medførte at man fandt det rigtigt i al hast at nyde et liv i sus og dus ud fra den betragtning at ens liv og gods alene var døgnets gave. Og på forhånd at anstrenge sig for det man fandt skønt og godt var der ikke nogen mand, der havde lyst til, da han jo anså det for usikkert om ikke måske døde ville indhente ham inden han nåede dette mål. Men alt hvad der straks i nuet fremkaldte nydelse såvel som alt hvad der fra nogen side kunne fremme den, alt det var nu i folks øjne kommet til at repræsentere det skønne og det nyttige. Og ingen ærefrygt for guderne, ingen menneskelig lov stillede sig i vejen; før om man nærede ærefrygt, for guderne eller ej fandt man fløjtende ligegyldigt eftersom man jo så at døden ikke gjorde forskel på nogen; og man forventede ikke at leve længe nok til at blive stillet til ansvar for sine lovbrud, så man skulle komme i den situation at få sin velfortjente straf derfor; Nej, man anså den allerede fældede skæbnedom, som hang ved ens hoved for langt farligere, og før den ramte en, mente man, det var naturligt, at man fik noget ud af livet.

2. 54. Sådan var altså karakteren af den plage, som athenerne var blevet hensat i, og som lagde et tungt åg på deres skuldre, for ikke alene døde menneskene inde i byen, men fjenden lagde også landområderne uden for øde. (…)

Kilde: Thukydid. (2010) Krig og politik: den peloponnesiske krig i udvalg. Red. Claus Friisberg. Vestjysk Kulturforlag.

(…) Jeg overlader det til andre, læger eller lægmænd, her især efter deres eget skøn at oplyse om sygdommen, dvs. klarlægge, hvad der sandsynligvis har bevirket, at den dukkede op, og hvilke grunde der efter deres mening har været stærke nok til at fremkalde et så voldsomt omslag i sundhedstilstanden. (…) Efter sigende kom sygdommen fra Æthiopien syd for Ægypten: Men siden bredte den sig også til Ægypten og Libyen og derfra videre til den største del af perserkongens rige. Den ramte athenernes by ganske pludseligt og angreb først indbyggerne i Piræus; det fik dem til at sætte det rygte i omløb, at det var peloponeserne, der havde forgiftet cisternebrøndene; dengang fandtes der nemlig endnu ikke rindende vand på det sted. Senere nåede den også selve Athen, og så blev dødsfaldendes antal langt større. (…) Ved siden af den øjeblikkelige sygdom lagde de mange mennesker fra landet, som var hobet sammen inde i byen, nu et stærkere pres på athenerne, og ikke mindst for dem, der var vandret ind til byen, var situationen plagsom. Der var ikke huse til dem, så de måtte om sommeren bo i skure, der var kvælende hede, derfor omkom de da også mellem hinanden i et broget virvar: Nogle lå døende oven på hinanden i de deres sidste krampetrækninger, andre væltede halvdøde om i gaderne og i nærheden af alle kilderne, hvortil de var søgt hen for at slukke tørsten ved at drikke vand; og helligdommene, hvor de havde opslået deres bolig var fulde af lig da de lå og døde derinde. Eftersom katastrofen nemlig ramte dem med så overvældende styrke, og de ikke vidste hvad de skulle stille op med sig selv, blev de efterhånden ligegyldige overfor enhver både guddommelig og menneskelig retsorden, uden at det gjorde nogen forskel for dem, om den var menneskelig eller guddommelig.

Således blev da de love og skikke, de tidligere plejede at følge ved begravelse, bragt totalt i uorden, og man begravede ligene således, som enhver bedst kunne. Ja, når de ikke længere formåede at fremskaffe de ting, man havde brug for til begravelsen fordi de allerede tidligere havde set en del dø fra dem greb mange endog til skamløse fif; For når der var opstablet bål til at brænde andres døde på skyndte de sig at komme dem i forkøbet, der havde lavet det og lagde det lig der tilhørte dem selv på brandestablen og antændte den; andre kastede det lig de selv kom slæbende med oven på et fremmede lig når de så det ligge på bålet og brænde og fik herefter deres vej.

I det hele taget var pesten både på dette og på andre punkter den første anledning til at ringeagt for lov og orden bredte sig i Athen. For adskillige fik nu lettere mod til at lade deres lyster få frit løb og gøre det slette de tidligere havde gemt af vejen. Man så jo hvor hurtigt alt forandredes, hvorledes rige folk pludselig gik hen og døde, og hvordan folk der tidligere var nogle fattiglus, i sidste øjeblik var i besiddelse af deres gods. Det medførte at man fandt det rigtigt i al hast at nyde et liv i sus og dus ud fra den betragtning at ens liv og gods alene var døgnets gave. Og på forhånd at anstrenge sig for det man fandt skønt og godt var der ikke nogen mand, der havde lyst til, da han jo anså det for usikkert om ikke måske døde ville indhente ham inden han nåede dette mål. Men alt hvad der straks i nuet fremkaldte nydelse såvel som alt hvad der fra nogen side kunne fremme den, alt det var nu i folks øjne kommet til at repræsentere det skønne og det nyttige. Og ingen ærefrygt for guderne, ingen menneskelig lov stillede sig i vejen; før om man nærede ærefrygt, for guderne eller ej fandt man fløjtende ligegyldigt eftersom man jo så at døden ikke gjorde forskel på nogen; og man forventede ikke at leve længe nok til at blive stillet til ansvar for sine lovbrud, så man skulle komme i den situation at få sin velfortjente straf derfor; Nej, man anså den allerede fældede skæbnedom, som hang ved ens hoved for langt farligere, og før den ramte en, mente man, det var naturligt, at man fik noget ud af livet.

2. 54. Sådan var altså karakteren af den plage, som athenerne var blevet hensat i, og som lagde et tungt åg på deres skuldre, for ikke alene døde menneskene inde i byen, men fjenden lagde også landområderne uden for øde. (…)

Kilde: Thukydid. (2010) Krig og politik: den peloponnesiske krig i udvalg. Red. Claus Friisberg. Vestjysk Kulturforlag.

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)