Derfor historie

Hvilken rolle spillede religion og naturvidenskab i forklaringen på epidemiske sygdomme som pest i Middelalderen? Hvilken effekt havde pesten i Middelalderens Europa på kort og på længere sigt?

Den mest berømte tekst fra Den Sorte død er skrevet af den italienske digter Giovanni Boccaccio (1313-1375) Dekameron. og anses som den første novellesamling i verdenslitteraturen. Den blev hurtigt populær ved både at være underholdende og belærende. Hans fortælling starter, mens pesten hærger. Her mødes 10 unge og smukke mennesker med adelig baggrund i en kirke og de beslutter sig for at flygte ud af den pesthærget by til et gods på landet, hvor de isolerer sig og nægter at modtage nyheder fra verden udenfor. De bruger her tiden på at flygte fra virkeligheden og ved at nyde de sanselige aspekter ved livet f.eks. ved at drikke feste dyrke sex og spise og skubbe sagen fra sig som en kæmpe vittighed.

Jeg må altså fortælle jer, at der allerede var gået 1348 år siden Guds Søns frugtbare kødeliggørelse, da den fornemme by Firenze - den smukkeste by i Italien - blev ramt af den dødbringende pest. Hvad enten pesten nu skyldtes himmellegemernes stilling, eller at Gud i sit retfærdige raseri havde sendt den ned over os dødelige som straf for vore onde gerninger, var den i hvert fald begyndt i Østen nogle år forinden. Efter at have berøvet talløse mennesker livet der, bevægede den sig fra sted til sted og bredte sig ødelæggende vestpå. Hverken kløgt el­ ler menneskenes forholdsregler nyttede noget. Embedsmænd, der var udnævnt til formålet, rensede byen for store mængder skarn, alle syge blev forment adgang til byen, og der blev givet mange råd om, hvordan folk skulle bevare deres sundhed. Desuden bad fromme mennesker ydmygt til Gud, og mange gjorde det, idet de ikke en, men mange gange gik i procession gennem gaderne. Ikke desto mindre begyndte pesten allerede i det tidlige forår i det nævnte år på forbløffende vis at gøre sin smertelige virkning. Hos os forløb sygdommen ikke ligesom i Østen, hvor næseblod var et sikkert tegn på, at dø­ den var uafvendelig. Hos både mænd og kvinder opstod der derimod hævelser i lysken eller i armhulerne, og de voksede mere og mere, indtil de var lige så store som et almindeligt æble eller et æg. Lægfolk kaldte dem bylder. Fra lysken og armhulerne bredte de dødbringende bylder sig hurtigt til alle andre dele af kroppen. Hos mange begyndte sygdommen der­ efter at vise sig som sorte eller blålige pletter, især på armene og lårene, men også andre steder på kroppen. Hos nogle var de få og store, hos andre små og talrige. Og ligesom bylderne havde været, og stadig var, et sikkert tegn på dødens nærhed, var også disse pletter det hos enhver, der fik dem.

Ingen lægelige råd og ingen medicin syntes at virke eller gøre nogen gavn mod disse lidelser. Kun få blev helbredt, og de fleste døde inden for tre dage efter, at de første tegn hav­ de vist sig, nogle tidligere, andre senere, og de fleste uden at have haft feber eller andre komplikationer. Det skyldtes enten selve sygdommens natur - at den simpelthen var uhelbredelig - eller uvidenhed hos dem, der behandlede de syge. Antallet af behandlere var vokset meget og talte foruden rigtige læger også mængder af mænd og kvinder, der aldrig havde lært noget om lægevidenskab. Ingen af dem kunne finde ud af, hvad sygdommen skyldtes, og vidste derfor ikke, hvad de skulle gøre ved den. Denne pest var så meget desto voldsommere, som den bredte sig fra de syge til de raske, der havde forbindelse med dem, ligesom ilden breder sig til tørre eller fedtede ting, der kommer tæt nok på den. Og der var endda noget, der var endnu værre. Det var nemlig ikke bare det at tale med de syge og at være sammen med dem, der smittede de raske og kostede dem livet, også det at røre ved de syges klæder eller ved en hvilken som helst genstand, som de syge havde rørt ved eller brugt, syntes at overføre sygdommen til den, der gjorde det. Det, jeg nu vil fortælle, lyder helt utroligt, og hvis ikke jeg selv og mange andre havde set det med egne øjne, ville jeg ikke have troet på det, endsige have vovet at skrive det, selvom jeg havde hørt det fra en pålidelig person. Jeg siger altså, at den omtalte pest sprang fra den ene til den anden med så stor kraft, at den ikke blot smittede fra menneske til menneske, men ofte viste sig at gøre noget langt mere overraskende: Hvis et dyr, der ikke hørte til menneskeracen, rørte ved en genstand, som tilhørte en syg eller en, der var død af sygdommen, blev dyret ikke bare smittet med sygdommen, men døde af den inden for meget kort tid. Det så jeg, som netop omtalt, en dag med mine egne øjne: Nogle klude, der havde tilhørt en stakkels mand, der var død af sygdommen, blev kastet ud på gaden, hvor to svin gik hen til dem og, som disse dyr har for vane, gav sig til at rode i dem med trynen, hvorefter de satte tænderne i dem og ruskede dem, så kludene slog mod kinderne. Inden der var gået så meget som en time, begyndte de to dyr at vride sig, som om de havde indtaget gift, og faldt så døde om oven på bunken af klude, der så uforsigtigt var blevet smidt ud.

Disse hændelser og andre, der lignede dem eller var endnu værre, gav anledning til megen frygt og mange forestillinger hos de endnu levende, som næsten alle nåede til en og samme meget grusomme overbevisning, nemlig at det gjaldt om at undgå de syge og flygte bort fra dem og fra deres ting. Derved troede de, at de kunne bevare deres egen sundhed. Der var nogle, der mente, at en behersket livsførelse, hvor man afstod fra enhver overflod, ville hjælpe dem til at modstå sygdom­ men. De sluttede sig sammen og lukkede sig inde i huse, hvor der ikke var nogen syge, og hvor man kunne leve godt. De spiste udsøgt mad og drak fremragende vine med stort måde­ hold og undgik enhver form for vellyst, de talte ikke med folk udefra og ville intet høre om død og sygdom. Sådan levede de og underholdt sig med musik og med de fornøjelser, de havde tilbage. Andre var af den modsatte mening. De var overbevist om, at man værnede sig bedst mod den hærgende sygdom ved at drikke meget og nyde livet, ved at ture syngende omkring i byen, more sig og tilfredsstille enhver mulig lyst og ved at le ad det, der foregik, og lave sjov med det. Og som sagt så gjort. Dag og nat drog de fra det ene værtshus til det andet, hvor de drak umådeholdent, og især gjorde de det i andre folks huse, hvis de hørte det mindste rygte om, at der var mulighed for fornøjelser. Det kunne de nemt komme til, for i forventning om at de snart skulle dø, havde mange opgivet ikke blot sig selv, men også deres ejendele. Derfor var de fleste huse blevet fælles, og fremmede, der tilfældigt kom forbi, brugte dem, som deres ejermænd ville have gjort det. Trods denne dyriske levevis forsøgte også disse folk så vidt muligt at undgå de syge. Under disse sørgelige og elendige forhold var lovenes ærværdige autoritet så godt som brudt sammen og gået i opløsning i vor by, og det gjaldt såvel Guds love som menneskenes. De, der skulle have forvaltet og håndhævet lovene, var ligesom alle andre mennesker enten døde eller syge. De enkelte, der ikke var smittede, havde så få hjælpere tilbage, at de ikke kunne passe deres embeder. Enhver kunne derfor frit gøre, hvad der passede ham. Mange fulgte en mellemvej mellem de to oven­ nævnte yderpunkter. De lagde ikke samme stramme bånd på sig selv som de førstnævnte, og hengav sig heller ikke til drukkenskab og anden løssluppenhed som de sidstnævnte, men stillede deres lyster og behov inden for rimelighedens grænser. De lukkede sig ikke inde, men gik ud i byen medbringende blomster, duftende urter eller forskellige krydderier, som de ofte førte op til næsen, fordi de mente, at det var gavnligt at vederkvæge hjernen med sådanne dufte. Luften var nemlig tung og stinkende af lig og sygdom og lægemidler. Andre traf et mere grusomt valg, som tilfældigvis også var det sikreste, idet de sagde, at den bedste medicin mod pesten var at flygte fra den. Uden tanke for andet end sig selv forlod mange mænd og kvinder deres by, deres hjem, deres steder, deres slægtninge og deres ejendele. De søgte ud på landet omkring Firenze eller endnu længere bort, som om Guds vrede, der straffede menneskenes ondskab med pesten, ikke kunne nå dem hvor som helst, når den først var sat i bevægelse, men kun kunne ramme dem, der opholdt sig inden for byens mure; eller som om de troede, at ingen ville overleve i Firenze, og at byens sidste time var kommet.

Kilde: Boccaccio G. (2019) Dekameron. Hoff og Poulsen. Oversat af Thomas Harder. S. 70-74.

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)