Dagbogsuddraget er skrevet af en soldat med fornavnet Kenny, mens efternavnet er ukendt. Han var udstationeret i Helmand på Hold 6. Uddraget blev offentliggjort i 2010.

4. december 2008 klokken 00.15

Det har været en dag, der står printet i min hukommelse for evigt.

Vi kører ud på en patrulje omkring kl. 11. Vi skulle ud for at se på et område, hvor der på det seneste har været nogen talibanaktivitet. Området er ca. 5 km sydvest for Price. Vi kørte ud sammen med opklaringen og nogle englændere. På et tidspunkt blev en mulig "dicker" opdaget. En, der melder til Taliban om vores aktivitet. Terrænet var forholdsvis. kuperet, hvor vi kørte, og opklaringen stopper, hvor de kan kigge ned mod en landsby. De ser, at kvinder og børn forlader. byen. Et tegn på, at Talibaner der og er klar til at slås. Vi sidder af køretøjerne og fortsætter til fods. Planen er, at vi får clearet nogle bygninger, hvor vores køretøjer kan komme i stilling og støtte vores videre fremrykning. Vi kommer til at ligge bag en bakketop, og en anden gruppesøger så op imod bygningerne. Pludselig bliver vi beskudt, og et øjeblik. efter kommer et kæmpeknald. Jeg kigger op imod bygningerne og ser en stor røgsky. Sekunder efter kommer det over radioen, "en mand ramt". Så kan jeg godt regne ud, at han har trådt på en IED.

Vi er tre medics, to behandlere og en gruppefører. Vi søger ned i en grøft for at komme op imod bygningerne, hvor han ligger. For at komme derop kræver det, at. vi løber over et åbent stykke på ca. 100 meter. Vi hopper op af. grøften og løber af sted. Bum, støvet står ind over mig, og jeg kan intet høre. Fuck, jeg er ramt, tænker jeg. Et splitsekund senere finder jeg ud af, at jeg stadig står på benene. Jeg løber/vælter op imod bygningen, hvor jeg kan komme i dækning bag en mur. Jeg sætter mig ved siden af to opklaringsgutter, den ene giver mig en "thumbs up", imens blodet drypper ned fra mit ansigt. Jeg ser ned og ser, at mingruppefører sidder lidt fra, hvor braget var, og lidt derfra ligger min kollega, den anden behandler. Jeg brager nogle skud af i retning af Taliban uden at vide, hvor de er. Jeg får råbt til min gruppefører, og han beder mig om at komme ned til ham og ham, der er ramt. Jeg løber derned og kigger på min makker. Han trækker vejret svagt, nærmest gisper. Alt fra navlen og nedad er nærmest splittet i atomer.

Jeg kigger på min gruppefører, og vores blikke fortæller hinanden, at der ikke er noget at gøre. Vi er stadig under beskydning og kort efter ebber han ud. Vi kunne ikke have gjort noget. Han var død på stedet.