Bilag 2: Interviews med danske soldater, 2010 (0,9 normalside)
I forbindelse med bogen Krigens ansigt. Danske soldater i Afghanistan interviewede Sven Arvid Birkeland en række danske soldater, der havde været udsendt til Afghanistan.
Simon
Afghanistan i februar 2007. Det værste var første gang, der var en, der ville skyde mig. Det var inde på 60 meter i et baghold, vi røg i. Den der 12-7´er, jeg skød med, resulterede i, at han blev rykket fra hinanden. Det gjorde han godt nok. Han blev sgu delt i fire. Det var en vild oplevelse, første gang man ramte en, en rigtig en. Det var sgu voldsomt, men så efterfølgende gjorde det ikke så meget de andre gange af en eller anden grund. Jeg sover bare dårligt, jeg sover ad helvede til. Jeg kan ikke sove. Jeg ved ikke, om det er derfor.
Skal du ikke til psykolog?
Nej. Det ved jeg sgu ikke, om jeg skal.
Dukker der undertiden billeder op fra missionen?
Nu ham den første, jeg skød, det var så voldsomt, da er det nogle gange, hvis jeg står og laver hakkebøffer, så kommer det igen. Så kommer jeg til at tænke på det. Det gør jeg. Jeg ved ikke, om det har noget med det at gøre.
Har du mareridt om natten, hvor du slår om dig og vågner badet i sved?
Min kone siger nogle gange, at jeg råber alt muligt.
Brian
Jeg er soldat hele vejen igennem med de konsekvenser, det immervæk også må have. Men jeg nyder det, jeg laver. Skal jeg dø, så vil jeg hellere dø i Irak eller Afghanistan, end jeg vil dø i en højresvingsulykke med en lastbil nede på Vesterbrogade. Der er min prioritering helt klar, og jeg er afklaret med, hvad det er, det kan indebære, det her.
Jacob
Jeg syntes, det lød spændende, som en god mulighed for at komme ud og få nogle oplevelser, opleve noget fremmed kultur og få prøvet sig selv af. Når man kommer hjem fra Afghanistan, så savner man det utrolig meget. Hele atmosfæren, solopgangen og solnedgangen, der er bare sådan en længsel. Det er udve - modsat hjemve. Det, synes jeg, er tydeligt at mærke. På trods af, det har været hårdt, og på trods af at det masser af gange har været ulideligt og uoverskueligt, lige med det samme, man kommer hjem, så føler man bare, man vil af sted igen. Det trækker i én.
Kilde: Sven Arvid Birkeland: Krigens ansigt. Danske soldater i Afghanistan, Gyldendal, 2010, s. 131-132.