Janus Metz instruerede dokumentarfilmen Armadillo i 2010. I kronikken ses hans personlige holdning til Danmarks engagement i Afghanistan.

Hvem er Taleban?

Jeg husker en oplevelse, som også er med i filmen. En afghansk mand kommer op til lejren og hævder, at soldaterne har bombet hans gård og hans ko. Han vil have erstatning, og efter at være blevet visiteret for våben får han lov at komme ind. Officeren, der taler med ham, forsøger at få klarhed over, hvad der er sket, og vælger at tro hans fortælling, da de ikke kan komme ud i området for at se, om han taler sandt. Det er for farligt. Han får kompensation efter en fast pris og går derfra igen. Vi taler om, at det nogle gange er umuligt at vide, om de lokale bønder kommer op for at udnytte situationen.

Om det, de hævder er sket, i virkeligheden er sket, eller om de måske ligefrem kunne være talebanere, der er kommet ind i lejren for spionere.

Næste dag går vi patrulje. Vi kan se folk sidde rundt om på klippetoppe. Måske er det informanter for Taleban. En bondemand leder os rundt om sin mark, for at vi ikke skal træde hans afgrøder ned. Måske leder han os hen mod et sted, der er placeret miner? Delingsføreren vælger alligevel at skrå ind over marken, mens bonden ser til.

Afghanistan er et uigennemsigtigt land, og alt uden for lejren er potentielt en trussel, selvom bønderne i området officielt er dem, soldaterne er sendt ned for at hjælpe. Men her virker det mest, som om folk gerne vil være i fred. Dem, vi taler med, er trætte af krigen. De siger, at de ikke kan tale med os, fordi Taleban vil hævne sig på dem. Måske er det de samme bønder, som senere skyder mod os? Jeg laver et interview med officeren fra før. Han står for det civilmilitære arbejde i området. Det er ham, der taler med dem, vi møder. Ham, der udbetaler kompensation, og ham, der forsøger at drive udviklingsprojekter frem, hvor det er muligt. Så langt er de nu ikke kommet i Armadillo. Der er daglige kampe, og man må nøjes med at forære et par sække ris væk en gang imellem. Det skal man til gengæld også bruge 50 mand og en hel dagspatrulje på. I Vietnam hed denne strategi »winning hearts and minds«, men det må man ikke kalde det længere. Det gik jo ikke så godt i Vietnam.

Jeg spørger officeren, hvad han synes, den største udfordring er ved hans arbejde, og han svarer, at det er, at Taleban intimiderer de lokale. Jeg vil gerne vide, om ikke det kan være svært at vide, hvem Taleban præcist er, og det giver han mig ret i, mens han begynder at sidde uroligt på stolen. Vi bliver enige om, at han har et svært job, men han bliver irriteret, da jeg spørger, om han rent metodisk ville mene, at han som dansk soldat har den samme viden, som han ville have, hvis han kunne være en flue på væggen nede i den lokale landsby. Han synes, jeg skal gå hjem og stemme på Enhedslisten, selvom jeg blev ved med at sige, at det jo ikke er et politisk spørgsmål, men et metodisk.