Derfor historie

Hvilket syn var der på epidemiske sygdomme i Europa i midten af 1800-tallet? Hvordan reagerede danske medborgere på koleraepidemien? Hvad skal der, med udgangspunkt i koleraepidemien, til for, at en befolkning agerer samlet i en epidemi?

Trinitatis under koleraepidemien, 1853

Et sted måtte jeg kravle til vejrs ad en frit stående trappe uden rækværk op på et mørkt loft umiddelbart under taget; der boede en familie. Fuldt var der med huskatte, som politiet gjorde jagt på, da man frygtede for, at de skulle bringe smitten videre omkring; i et lille kammer traf det på en gammel jomfru, der ikke holdt mindre end 15 katte. Den, der ikke har set det selv, gør sig ingen forestilling om, hvor usselt en fattig københavnsk familie kan have det.

(...)

Farsoten (epidemien) kunde gøre de underligste spring, det var rimeligvis de giftige luftarter skyld i, der må udvikle sig hvor grunden er en sump, fyldt med klude, råddent halm og andre uhumskheder. Med ét slog den ned i Amaliegade, i Nyhavn på Charlotteborgsiden og hærjede der i de mest velhavende kvarterer lige så stærkt som ellers i de fattigste. Bønderne turde en tid ikke længer bringe sine varer til torvs, i havnen var der stille, næsten enhver, som kunde flytte bort, forlod byen, man regner dem i alt til hen ved 20.000 mennesker. Mange havde dog holdt ud i den vante orden til det yderste, således min broders og flere andre skoler, der først blev lukte ved feriens komme. Æmbedsmændene blev alle på sine poster, og selv prins Ferdinand og hans gemalinde var ikke til at få bort fra faren.

Omsider tog de styrende myndigheder sig sammen. Gaderne blev fejede og stænkede, fri mad uddeltes til de trængende, lazaretter rejste sig, det ene efter det andet, og tæltlejre, siden barakker på glacierne og Kristjanshavns ekserserplads. Derhen, såvel som til livvagtens kasserne og andre større bygninger flyttede man nu de fattige familier, og de, som lå i lejr, levede et halft feltliv. Man kæmpede for alvor, og i løbet af september måned var slaget vundet og alt i den gamle gænge. Men koleraen havde kostet over 4000 menneskeliv. (…)

Kilde: Hammerich, F. (1853). Et Levnedsløb. Angul Hammerich. (uddrag). Lokaliseret på: http://rundetaarn.1642.dk/wp-content/uploads/2015/05/1853-Hammerich-om-Trinitatis-under-koleraepidemien.pdf

Trinitatis under koleraepidemien, 1853

Om koleraen i København. Anden del, side 125- 132.

Koleraen havde længe truet København, hvis sundhedsvæsen var i ynkelig tilstand, omsider blev truslen ramme alvor. Den 12te juni 1853 viste de første tilfælde sig, og en måned efter, midt i juli, var farsoten der i al sin vildhed, folk styrtede om på gaden og døde. I flere måder brøstede det på kraft hos de styrende myndigheder, så greb da rædslen om sig, og selv manden kunde flygte bort fra kone og børn. Men politiet holdt de vilde lidenskaber nede, som tit gøre en pesttid dobbelt forfærdelig, lægerne var på færde tidligt og sildigt og gjorde fuld fyldest, og præsterne ligeså; syv læger og en præst faldt som ofre for sin pligt. (…)

Fra gymnastikhuset gik vor vej til betalingsligene på Assistenskirkegård, og den stod for folk gerne som det allerfarligste sted; en morgen, jeg gik derud, mødte jeg i nærheden en fattig, gammel kone, hun så så venligt på mig, nejede og sagde: Gud styrke Dem, Hr. pastor! På kirkegården tilbragte jeg nu mange timer af dagen. Det var tit dejligt vejr, en smilende, skyfri himmel så ned over al elendigheden, og når et ophold mellem begravelserne traf ind, valgte jeg en afsides plet, omgiven af roser og blomstrende hyld, røgte der min cigar og lyttede til fuglenes kvidder. Ligfølger var tilladte og faldt jævnligt sted. Der ligger i den vante orden en magt over sjælene, som styrker og derfor heller ikke bør opgives; men mange i følget gik med cigar i munden som middel mod smitte.

Gymnastikhuset blev forladt, da man mærkede faren ved det, og frijordsligene skulde derefter samles ude på kirkegården. Intet her var dog endnu i orden, ti man kunde ikke få folk til at arbejde på et sted, alle skyede. I den brændende sol stod halft hundrede kister af uhøvlede, sort overstrøgne brædder, kun hist og her var en smule sejldug bredt ud over dem, og liglugten fra kisterne og de friske grave blandede sig med blomsternes duft. Rundt om fyldt med folk, der nedtrådte buskværket og gravene og rev korsene om; et virvar uden lige. Det ene læs med lig kom efter det andet. En af disse vogne, fortaltes der, var åben, her stak en nøgen, sortblå arm ud, hist et ben, og oven på sad to rasende karle og brølede: ”den gang jeg drog af sted.” (…)

Et sted måtte jeg kravle til vejrs ad en frit stående trappe uden rækværk op på et mørkt loft umiddelbart under taget; der boede en familie. Fuldt var der med huskatte, som politiet gjorde jagt på, da man frygtede for, at de skulle bringe smitten videre omkring; i et lille kammer traf det på en gammel jomfru, der ikke holdt mindre end 15 katte. Den, der ikke har set det selv, gør sig ingen forestilling om, hvor usselt en fattig københavnsk familie kan have det.

Man traf ikke få steder på sløv ligegyldighed. ”Nej”, hed det, ”herr pastor, mor bad os så bønligt, og derfor lod jeg tøsen løbe efter Dem, men det er allerede en hel time siden! Imens er hun pillet af, stakkels skind, og trænger ikke mere til Dem. Kan De nu bare skaffe os snart af med hende, for ellers kunde det gå ud over en anden!” ”Min mand sørger De om, ja hvem kan vide, hvor han stikker, og det gør da heller ikke stort! Da sygen kom, rendte han sin vej fra mig og børnene, nu er han nok på svir, siger de, én har set ham ligge og snue i grønningen, det svin; men det kan også gerne være, han er væk ligesom mor!” Andre steder rådede den vildeste forfærdelse, jeg ved dem, der blev syge blot fordi de så præsten komme op ad trapperne til berettelse.

Hvor gjorde det godt, måske i samme gade og et par huse derfra, at møde en helt anden ånd! Der fløj en fattig kone, som nys havde mistet sin mand, præsten om halsen og velsignede ham, fordi han så ind til hende. Der skulde en vielse foregå på dødssengen, præsten og vennerne havde samlet sig, men den døende brudgom lå hen uden bevidsthed. Da greb bruden hans hånd: ”hør Niels er det ikke sandt du vil være min mand?” I samme øjeblik fik han sin samling igen: ”Jo” sagde han, ”det ved du jo min ven, det har jeg så tit og mange gange lovet dig!” Og vielsen blev fuldbyrdet under stor bevægelse af de tilstedeværende.

Et andet sted var alle husboerne på benene og skulde hjælpe en syg mand, den ene kom med kamillete, den anden med varme omslag. En løb op og ned ad trappen og bankede på dørene: ”skynd dig dog, Else, skynd Dem, skoflikker, hvis De endnu engang vil se den syge! Præstene er der!” Man lagde en ren dug på bordet, hvor jeg havde stillet kalk og disk, og stuen fyldte sig med folk, som stod med foldede hænder, mens jeg rakte den syge sakramentet. Om nogen frygt for kolera var her slet ikke talen.

En maler Schouw viste sig formelig storslået i sin barmhjertighed, han gik fra seng til seng og plejede de syge; en, der ikke havde andet end en smittet seng at ligge i, bragte han hjem og gav ham plads i sin egen seng. De højere klasser kappedes med de lavere, frivillige læger strømmede til, og jeg ved de damer, der mældte sig som sygevogtersker. Så godgørenheden i alle stænder! De afdødes børn sørgede gode mennesker for, og mangen familie tog dem til sig i et barns sted, der var, som bonden sagde, ”ikke altid træ under trøjen”.

I hele denne tid var kirkerne propfulde, og det gik mangen som mig, at forkynde ordet var ham en lyst; at bodens ord lød sammen med evangeliets, er en selvfølge i en tid, så fuld af den dybeste alvor. Fik en eller anden ondt under gudstjenesten og måtte bæres ud, var det en dobbelt indtrængende mindelse; ingen kunne jo vide hvad det blev til. Og om altrene flokkede de sig. Et af mine skriftebørn, en gammel jomfru, sank sammen, lige som hun havde fået sakramentet, jeg vinkede ad graveren, og hun blev ledet bort. Da jeg om eftermiddagen så ind til hende, havde hun stærk kolera, men kom sig dog. (…)

Farsoten (epidemien) kunde gøre de underligste spring, det var rimeligvis de giftige luftarter skyld i, der må udvikle sig hvor grunden er en sump, fyldt med klude, råddent halm og andre uhumskheder. Med ét slog den ned i Amaliegade, i Nyhavn på Charlotteborgsiden og hærjede der i de mest velhavende kvarterer lige så stærkt som ellers i de fattigste. Bønderne turde en tid ikke længer bringe sine varer til torvs, i havnen var der stille, næsten enhver, som kunde flytte bort, forlod byen, man regner dem i alt til hen ved 20.000 mennesker. Mange havde dog holdt ud i den vante orden til det yderste, således min broders og flere andre skoler, der først blev lukte ved feriens komme. Æmbedsmændene blev alle på sine poster, og selv prins Ferdinand og hans gemalinde var ikke til at få bort fra faren.

Omsider tog de styrende myndigheder sig sammen. Gaderne blev fejede og stænkede, fri mad uddeltes til de trængende, lazaretter rejste sig, det ene efter det andet, og tæltlejre, siden barakker på glacierne og Kristjanshavns ekserserplads. Derhen, såvel som til livvagtens kasserne og andre større bygninger flyttede man nu de fattige familier, og de, som lå i lejr, levede et halft feltliv. Man kæmpede for alvor, og i løbet af september måned var slaget vundet og alt i den gamle gænge. Men koleraen havde kostet over 4000 menneskeliv. (…)

Kilde: Hammerich, F. (1853). Et Levnedsløb. Angul Hammerich. (uddrag). Lokaliseret på: http://rundetaarn.1642.dk/wp-content/uploads/2015/05/1853-Hammerich-om-Trinitatis-under-koleraepidemien.pdf

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)