Derfor historie

Hvordan legitimerede naziregimet sine forbrydelser, og hvordan reagerede forskellige tyske medborgere på forbrydelserne? Diskuter den erindringspolitiske brug af modstandsbevægelsen i nyere tid.

Den tysk-jødiske litteraturprofessor Victor Klemperer skrev dagbog fra Hitler fik magten i 1933 til regimet faldt i 1945. Hans hverdage er gengivet i udgivelsen Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste fra 1995. I understående dagbogsnotater er deportationerne af de tyske jøder i fuld gang. Indtil videre var Klemperer beskyttet af at være ’arisk’ gift og ved at have tjent i 1. verdenskrig. I dagbogen beskriver han gamle venner, der afbryder kontakten med ham grundet den nazistiske ideologi, og han beskriver chikane fra såvel myndigheder som fra civile i det offentlige rum, især efter at ’jødestjernen’ blev gjort obligatorisk. Men han fortæller også om tyske medborgere, der insisterede på at behandle ham som et menneske. Her skildres nogle dage, hvor han i den kolde vinter med dårlig beklædning udfører tvangsarbejde i form af at rydde sne under opsyn.

15. februar 1942:

(…) ”Det blæste forfærdeligt, og indimellem havde vi snestorm. Smerterne gik hurtigt over, jeg klarede mig mærkværdigvis godt. Vi arbejdede i et meget moderat tempo, vi stod og hang meget, sludrede – alligevel var det meget anstrengende. Og det er tvivlsomt om jeg kan klare den til kl. 5 i morgen. At stå og hænge er uden tvivl en del af sådanne militæragtige kollektive arbejder, stå og hænge, sløvhed, kedsommelighed og timerne, der snegler sig af sted. Heroppe blev arbejdet ledet af en flink gråhåret formand i civil. Han sagde hr (!) og til mig: Du skal ikke overanstrenge dem, det kræver staten ikke” (…)

16. februar 1942

(…) Jeg havde let ved at skovle sne, at stå og hænge var tåleligt – men nu er jeg alligevel meget træt, og hænderne ryster. En gråhåret fipskæg i uniform, vejopsynsmand, ikke blot meget human, men udtrykker også klart sin medlidenhed og utilfredshed. Således til dr. Magnus og mig (alle beholder deres titel her). Bagefter (når den gamle arbejder ikke var i nærheden) meget bramfri overfor tre andre stjernebærere. Gammel socialdemokrat. Det skal nok blive anderledes. (…)

18. februar 1942

(…) Ny sjakformand, ny opsynsmand, igen meget humane og antinazistiske. ”Sig endelig ikke noget om, at vi behandler jer godt, heller ikke i menigheden, gør os hellere værre, end vi er, ellers får vi vrøvl”. ”Slid jer ikke ihjel”. ”Jeg kan jo ikke sige til Dem ’arbejd langsommere” det må De selv vide”. Etc etc. Overopsynsmanden, en yngre mand, viser sig hun om morgenen. Sjakformanden hele tiden hos os. 55 år, glaspuster til 1930, derpå arbejdsløs et år, så ansat ved kommunen, socialdemokrat, fagforeningsmand, 33 husundersøgelser hos ham. Helt på vores side. Kun bange. Lader os gå kl. halv fem, letter så meget han kan (…) I går en ung kvinde eller dame, blev stående: ”Det er jo alt for tungt for Dem (mente os alle) – ”De er for gammel, man kan også se på dem, at De har haft et andet erhverv” (med lidenskabelig betoning). ”Så vidt er det kommet med Tyskland”. (…)

Kilde: Klemperer, V: "Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste", s. 21, udgivet på dansk i 2003.

OPSKRIFT TIL, HVORDAN MAN ANALYSERER NETOP DENNE TYPE KILDE (KLIK)