Opgave:
Genlæs kapitel 1 afsnit 4: "Hvad er historiens drivkræfter?" og lav en historiografisk sammenligning af de to historikere (i kilde 3.13 og 3.14) med fokus på forskelle i historiesyn.
Introduktion til kilde 3.13: Albert Soboul. Efterskrift til bogen ’Den Franske Revolution’ (1970 udg.)
Georges Lefebvres var fransk historiker og forfatter til bogen ’Den Franske Revolution, 1930’. Understående kilde er fra et efterskrift til denne bog (fra 1970 udgaven) skrevet af Albert Soboul (1914 – 1982). Soboul var fransk marxistisk historiker ved Sorbonne universitetet i Paris med speciale i Den Franske Revolution. Han anerkendes i dag som hovedinspirator for den marxistiske historieskrivning med hovedfokus på klassekamp som historiens drivkraft og argumenterede for, at terrorregimet under ledelse af Robespierre (støttet af sansculotterne) kunne retfærdiggøres med de trusler, de stod overfor i forhold til fjenderne af revolutionen.
Kort version:
Revolutionen 1789-94 markerede indledningen til det moderne borgerlige, kapitalistiske samfunds opvækst i Frankrigs historie (…) Borgerskabet var vokset frem inden for det feudale samfunds rammer i takt med kapitalismens udvikling, som i det 15. og 16. århundrede blev stimuleret af de store opdagelser, oprettelse af kolonier og de finansielle operationsmuligheder i et monarki, der konstant var i pengenød. Kapitalismen behøvede frihed til at sikre en fortsat vækst. Alle former for frihed var nødvendige: individuel frihed, frihed til selv at bestemme løn og arbejdsforhold, frihed for den private ejendomsret samt frihed for forskning som en væsentlig forudsætning for videnskabelige og teknologiske fremskridt(…) Den kapitalistiske økonomis fremvækst var grundlaget for borgerskabets magt, men i det 18. århundredes sidste halvdel blev den hæmmet af det franske samfunds feudale struktur og traditionelle opbygning med statsreguleringer af ejendom, produktion og handel. Ifølge ’Det kommunistiske manifests’ forfattere var det ’nødvendigt at bryde disse lænker” og de blev brudt.
(...)
På grund af forværret levevilkår blev folkemasserne presset til oprør. Den dårlige høst og den efterfølgende økonomiske krise skabte uro i de arbejdende masser, som tilsluttede sig borgerskabet, ikke som en samlet klasse, men som håndværksmestrenes allierede, og de rettede dermed det mest afgørende slag mod det gamle styre.
(…)
Masserne har altid været drivkraften i de borgerlige revolutioner. Men da bønderne og håndværkerne var selvstændige producenter (eller drømte om at blive det) ønskede de et samfund af små uafhængige producenter. Fra 1789 -93 oplevede man en intensivering af borgerskabets kamp mod aristokratiet, præget af de jævne borgeres og massernes voksende aktivitet. Men det ændrede ikke ved klassekampens natur. Gennem alle dets faser var Den Franske Revolutionen anti-feudal og pro ’borgerlig’ blok.
Kilde: Soboul, A. (1970) Efterskrift. I: Lefebvre, G. (1970) The French Revolution. Columbia University Press, s. 135. Oversættelse fra: Bjørn, A. (1988). Leve Revolution, Forlaget Columbus, s. 135.
Lang version:
Revolutionen 1789-94 markerede indledningen til det moderne borgerlige, kapitalistiske samfunds opvækst i Frankrigs historie (…) Borgerskabet var vokset frem inden for det feudale samfunds rammer i takt med kapitalismens udvikling, som i det 15. og 16. århundrede blev stimuleret af de store opdagelser, oprettelse af kolonier og de finansielle operationsmuligheder i et monarki, der konstant var i pengenød. Kapitalismen behøvede frihed til at sikre en fortsat vækst. Alle former for frihed var nødvendige: individuel frihed, frihed til selv at bestemme løn og arbejdsforhold, frihed for den private ejendomsret samt frihed for forskning som en væsentlig forudsætning for videnskabelige og teknologiske fremskridt(…) Den kapitalistiske økonomis fremvækst var grundlaget for borgerskabets magt, men i det 18. århundredes sidste halvdel blev den hæmmet af det franske samfunds feudale struktur og traditionelle opbygning med statsreguleringer af ejendom, produktion og handel. Ifølge ’Det kommunistiske manifests’ forfattere var det ’nødvendigt at bryde disse lænker” og de blev brudt. Borgerskabet ville utvivlsomt have været tilfreds med et kompromis, som kunne have givet det en andel i magten, men det blev hårdnakket afvist af det stivnakkede aristokrati. Især strandede alle kompromis muligheder på spørgsmålet om feudalismen. Folkemasserne ville ikke acceptere feudalismens fortsatte eksistens, og adelen nægtede at gå med til dens afskaffelse, der ville betyde deres egen undergang…
På grund af forværret levevilkår blev folkemasserne presset til oprør. Den dårlige høst og den efterfølgende økonomiske krise skabte uro i de arbejdende masser, som tilsluttede sig borgerskabet, ikke som en samlet klasse, men som håndværksmestrenes allierede, og de rettede dermed det mest afgørende slag mod det gamle styre. Men massernes sejr var ensbetydende med borgerskabets sejr, idet borgerskabet accepterede en alliance med folket, når det spillede en underordnet rolle. Hvis situationen havde været omvendt, ville borgerskabet forståeligt nok have afvist støtte fra en forbundsfælle, der kunne forventes at blive en trussel (…). Masserne har altid været drivkraften i de borgerlige revolutioner. Men da bønderne og håndværkerne var selvstændige producenter (eller drømte om at blive det) ønskede de et samfund af små uafhængige producenter. Fra 1789 -93 oplevede man en intensivering af borgerskabets kamp mod aristokratiet, præget af de jævne borgeres og massernes voksende aktivitet. Men det ændrede ikke ved klassekampens natur. Gennem alle dets faser var Den Franske Revolutionen anti-feudal og pro ’borgerlig’ blok.
Kilde: Soboul, A. (1970) Efterskrift. I: Lefebvre, G. (1970) The French Revolution. Columbia University Press, s. 135. Oversættelse fra: Bjørn, A. (1988). Leve Revolution, Forlaget Columbus, s. 135.