Eksempel på problemstillinger til kilderne 4.13 + 4.14 + 4.15 + 4.16 + 4.17 (klik på pilen):
Beskriv den konkrete nazificering af Tyskland mellem 1933 - 1939. Hvordan indoktrinerede naziregimet befolkningen til antisemitisme? Diskuter om man ud fra nazistisk propaganda i 1930’erne kunne se, at regimet havde en plan om at udrydde verdens jøder?
Introduktion til kilde 4.14: Tysk reklame for Kdf (1938)
Kraft gennem glæde (KdF) var en fritidsorganisation dannet i 1933 under nazisternes arbejderfront – DAF. Organisationen var skabt for at knytte befolkningen til nazismen gennem feriearrangementer, sport og kultur. I 1938 blev over 10 mio. tyskere sendt på ferie gennem organisationen. KdFs mest ambitiøse projekt var at skabe en billig bil til folket - KdF-vognen eller bedre også kendt som folkevognen. Bilens slogan var ’en bil til alle’. Den billige vogn skulle give de tyske arbejdere mobilitet på de nybyggede motorveje. Reklamen fra 1938 appellerer til at tyske arbejdere skal skrive sig op til en folkevogn og betale 5 mark om ugen indtil de havde indbetalt det sidste beløb og derefter kunne få en bil. 330.000 arbejdere betalte ind til bilen, der aldrig kom fordi bilfabrikken gik over til at producere krigsmateriel. Arbejdernes opsparing gik tabt.
