B: Samfundsfag og Holocaust
Pas på med fremmedgørelsen i det moderne samfund
Samfundsfag producerer teorier, der kan supplere det historiske fokus på de enkeltstående begivenheder. En af de mest anerkendte sociologer er polsk-jødiske Zygmunt Bauman (1925-2017), hvis hovedværk hedder Holocaust og moderniteten (1989). Han forsøger i denne bog at forklare årsagerne til Holocaust sociologisk. Sociologerbetegner ofte nyere tid i den vestlige verden som det moderne samfund, hvor store dele af befolkningen bor i byer, hvor der er en avanceret økonomi, og udbredt individualisme. Der ligger implicit ofte en idé om, at denne tidsalder er mere civiliseret i forhold til tidligere tidsaldre. Alligevel blev Holocaust planlagt og udformet i kulturlandet Tyskland, der, trods økonomisk krise i 1930’erne var et af datidens mest udviklede og avancerede industrisamfund. Efter krigen blev krigsforbrydelser og Holocaust ofte udlagt som et resultat af tysk fanatisme eller et resultat af en den nazistiske ledelse, der var en enestående samling særlig ondskabsfulde mennesker. Bauman argumenterer for, at Holocaust ikke er resultatet af noget særlig tysk, men derimod at Holocaust ikke var et resultat af et moderne og rationelt samfund. Der har tidligere i historien fundet barbariske krige og folkedrab sted, men altid med en tydelig konfrontation mellem gerningsmand og offer. Det som gjorde Holocaust unikt, nyt og uhyre effektivt, var ifølge Bauman, at det var verdenshistoriens første industrielle folkedrab, og at det ikke kunnefinde sted uden en effektiv stat, et stærkt bureaukrati og en rationaliseret samlebåndskultur, hvor folk var blevet opdraget til at gøre som fik besked på. Når man i et moderne samfund på en fabrik skal lave en bil er arbejdsprocessen splittet op således at én laver dækket, én syr sædet osv. På samme måde mener Bauman, at Holocaust var et industrielt folkedrab, hvor én hentede de der skulle deporteres, én kørte togene, én arrangerede gassen osv. Hver havde sin lille rolle, og var dermed ’ansvarsløse’ i forhold til helheden af deres handling.
Pas på dyrkelsen af det rene folk
Bauman beskriver, at det moderne samfund er besat af orden og ensretning, og at der eksisterer en frygt for ambivalens og sammenblanding. Bauman mener, at der eksisterer en idé om rationel ensretning, der ikke kan acceptere mennesker eller kultur, der bryder kategorierne. Han bruger ordet mixeoforbi om stemningen i et samfund, der har en fobi overfor sammenblanding. At netop Europas jøder, udviklingshæmmede eller LGBT+ personer skulle dø, mener Bauman skyldes, at disse grupper krydsede kategorierne, og derfor blev anset som farlige. Bauman beskriver Holocaust som et perverteret ordensprojekt, hvor målet var en fuldstændig ensrettet befolkning, ideologisk og racemæssigt og hvor alle uønskede var dømt til døden. Men det var ikke et forudbestemt resultat. Der var mennesker, der trods de undertrykkende strukturer gjorde oprør.