C: Psykologi og Holocaust
Hvis man har et idealistisk syn på historien, mener man at idéer og det enkelte menneske er afgørende for at forstå, hvad der driver historien. Psykologi som videnskab handler netop om at forstå det enkelte individ og kan dermed fungere som hjælpevidenskab til at forklare, hvad der drev topnazisterne, SS-tropperne, og den enkelte tyske medborger. Ønsket om at forklare Holocaust har desuden været med til at udvikle Socialpsykologien, der undersøger hvordan tanker, følelser og handlinger påvirkes af andre. Under krigen og i tiden lige efter krigen var der udbredt idé om, at tyskerne led af en massepsykose, var blevet ’hjernevasket’ af propaganda og at topnazisterne havde et særligt ondt sind, der drev dem til at befale horrible gerninger. Men sidenhen har psykologien og socialpsykologiske eksperimenter nuanceret og punkteret denne forståelse. Den amerikansk psykiater Dr. Douglas Kelly (1912-1958)undersøgte topnazister under Nürnberg retssagen for at kaste lys på nazisternes psykologi, mens den polsk jødiske psykolog Alice Miller (1923-2010), tog udgangspunkt i opdragelsesmetoder i Tyskland frem til 2. verdenskrig for at forklare muligheden for Holocaust.
Pas på med at tro onde gerninger begås af psykopater
Dr. Douglas Kelly blev (sammen med psykologen Gustave Gilbert) efter afslutningen af 2. verdenskrig sendt til Nürnberg for at foretage interview med top-nazisterne i fangenskab. De skulle undersøge om de var sindssyge (og skulle have behandlingsdomme) og så skulle de sørge for at de ikke bukkede psykisk under inden deres retssag. Kelly blev blandt andet sat overfor Hermann Göring og Rudolf Hess for at finde formlen for ’den onde nazistiske personlighed’. Han beskrev sine resultater i 1947 i bogen 22 celler i Nürnberg. Han erfarede i modsætning til hvad man kunne forvente, at top nazisterne kedede sig i fangenskab og derfor havde en oprigtig interesse i at snakke med ham. Særlig Gøring udviklede han et godt professionelt forhold til. Kelly beskrev ham som en intelligent person med narcissistiske tendenser, en aktiv fantasiverden, stærke ambitioner og en komplet mangel på moral. Da han blev konfronteret med den nazistiske ideologi om racehierarki svarede han ”Ja – det var god propaganda. Der var da ingen der troede på det sludder. (…)”. Gennem samtalerne og Rorschachtest (blækklat tests) fandt Kelly (til egen forbavselse) ud af, at hans tests ikke afslørede noget gennemgående usædvanligt ved topnazisterne, men at deres tests var identiske med de svar man kunne finde hos dominerende personer som direktører i store firmaer eller magtfulde politikere. De var mennesker for hvem målet helligede midlet, men ikke med en særlig personlighedsprofil. Hans fund var kontroversielle og upopulære i sin samtid, hvor man forventede at blive bekræftet i at topnazisterne besad en ond natur. At det ikke lykkedes Kelly at identificere et entydigt ’nazistiske menneskesyn’, tog han personligt som en professionel fiasko og han endte med at tage sit eget liv.
Pas på med at opdrage børn til blind lydighed
Mens Kellys fokus var på topnazisterne, har den polsk-jødiske psykolog Alice Miller fokuseret bredere, på de opdragelsesidealer, der var fremtrædende hos såvel magtfulde personer, men også bredere i den tyske befolkning. I ’For your own good’(2002) undersøgte hun Adolf Hitlers opdragelse, som hun mener ikke kun karakteriserede et enkelt menneske, men var typisk for tysk-østrigsk opdragelse i begyndelsen af 1900-tallet. Ifølge Miller var opdragelsen kendetegnet ved ønsket om at knække børns vilje gennem vold for at gøre dem lydige. Miller mente, at børns hjerne tog skade såvel fysisk som psykisk, når de vokser op med vold. Som voksne vil de, ifølge Miller, sjældent indrømme deres traume. De vil typisk undertrykke hadet mod deres gerningspersoner (ofte deres far)."Børnemishandling med vold og ydmygelse giver kun ulykkelige og forvirret børn, destruktive teenagere og de bliver selv voldelige som forældre, men også konfuse irrationelle samfund.”. Det uforløste traume i barndommen har altså samfundsmæssige konsekvenser, som enten kan blive forskudt og blive rettet mod andre grupper, f.eks. jøder (gennem krig og terrorisme) eller imod dem selv (spiseforstyrrelser, stoffer, selvskade eller depression). Når børn vokser op uden at kunne forsvare sig mod manipulerende forældre, mener hun, at de er særligt sårbare for senere at falde for autoritære ’stærke mænd’ eller ledere som Hitler.