Lektiespørgsmål og øvelser
5.1 Podcastopgave: Børn på sociale medier
Lyt til podcasten ”Der findes over 6000 billeder af Emma. Hun ville ønske, at der kun fandtes et enkelt familiealbum” af Lola Klint 6. juni 2023 på Zetland. Gå evt. en tur imens. Link til podcasten, der varer 14 minutter: https://www.zetland.dk/historie/sOz09K46-a81VQ1mQ-476e7
Redegør for de centrale pointer i podcasten.
Overvej, hvordan man metodisk kan undersøge, hvilken betydning forældrenes eksponering og fotografering af børn og unge har. Overvej fordele og ulemper ved at arbejde henholdsvis kvantitativt og kvalitativt.
Diskuter på baggrund af podcasten, hvilken betydning det har, at børn og unge eksponeres af deres forældre på sociale medier. Hvordan oplever I selv at blive eksponeret på sociale medier?
5.2 Lektiespørgsmål: Før du starter undersøgelsen
Redegør for, hvad det vil sige at arbejde deduktivt og induktivt.
Redegør for, hvad en operationalisering er, og hvilken betydning operationaliseringen har for en undersøgelses validitet.
Redegør i korte træk for, hvad kvantitativ metode er og dens styrker og svagheder.
Redegør i korte træk for, hvad kvalitativ metode er og dens styrker og svagheder.
5.3 Øvelse: Operationaliseringen af spørgsmål til spørgeskemaundersøgelse
Redegør for, hvad kvantitativ metode er og dens styrker og svagheder.
Redegør for, hvornår det er muligt at generalisere en stikprøve til en population.
I figur 5.2 i bogen kan du se eksempler på baggrundsvariable, der handler om køn, alder, indkomst (økonomisk kapital) og uddannelse (kulturel kapital).
Er der andre baggrundsvariable, der kunne være relevante at have med i en spørgeskemaundersøgelse?
Hvilke spørgsmål kunne man stille i en spørgeskemaundersøgelse for at undersøge personens oplevelse af at leve i et højhastighedssamfund (Hartmut Rosa, kapitel 2)?
Overvej også, hvad man skulle spørge om for at undersøge i hvilken grad personen er backstage (Goffmann og Meyrowitz, kapitel 1).
Hvilke andre spørgsmål er relevante at stille, hvis man skal undersøge betydningen af sociale medier for unge i dag? Tag udgangspunkt i teorier og begreber fra bogen og husk at operationalisere dine spørgsmål, så validiteten bliver stærk.
5.4 Øvelse: Forbrug og klima på sociale medier
Forbrug og materialisme fylder meget på sociale medier. De fleste influencere blander indhold om deres liv med annoncer, betalte partnerskaber og gaver fra firmaer, der vises frem på deres profiler og eksponeres for mange tusinde følgere.
Overvej, hvordan du ved hjælp af kvantitativ metode kan undersøge, hvilken betydning forbrug har for identitetsdannelsen for unge på sociale medier.
Hvilke baggrundsvariable er relevante at inddrage?
Hvad vil du spørge om for at belyse betydningen af forbrug i de sociale fællesskaber på sociale medier?
Undersøg i samme spørgeskema, hvilken rolle klima spiller for de unge og deres identitet.
Diskuter, om der er en modsætning mellem unges forbrug af sociale medier med fokus på materialisme overfor mange unges store fokus på klimadagsordenen.
5.5 Øvelse: Operationaliseringen af spørgsmål til spørgeguide til et interview
Redegør for, hvad kvalitativ metode er og metodens styrker og svagheder.
Redegør for de forskellige typer af kvalitativ metode, der præsenteres i kapitel 5.
I figur 5.4 kan du se en række interviewspørgsmål, der handler om personens baggrund. Hvilke baggrundsspørgsmål kunne ellers være relevante at have med i et interview?
I figur 5.4 kan du se eksempler på, hvad man kunne spørge ind til, hvis man vil undersøge betydningen af anerkendelse på sociale medier og om en person er i et ekkokammer på sociale medier.
Din opgave er nu at formulere spørgsmål, der kan belyse personens oplevelse af at leve i et højhastighedssamfund (Rosa, kapitel 2) og om personen er backstage, når vedkommende for eksempel er hjemme (Goffmann og Meyrowitz, kapitel 1).
Hvordan belyses de samme teoretiske spørgsmål forskelligt i en spørgeskemaundersøgelse og et interview?
I figur 5.5 får du præsenteret observationspunkter til samme spørgsmål.
Overvej, hvad man skal se efter i en observation for at få svar på de sidste spørgsmål om oplevelsen af at leve i et højhastighedssamfund og om en person er backstage.
5.6 Øvelse: Annika er digitalt afhængig
I kapitel 5 har du stiftet bekendtskab med, hvordan man kan undersøge unge og sociale medier ved hjælp af kvantitativ og kvalitativ metode. Du skal nu selv arbejde videre med metoderne.
Start med at lave en kvalitativ analyse af et interview med Annika Lykke Hansen. Interviewet hedder ”Digitalt afhængig: Annika er blevet student med topkarakterer uden at kunne læse en bog”. Af Jakob Sorgenfri Kjær i Politiken 3. juli 2023 (uddrag) https://politiken.dk/danmark/art9408274/Annika-er-blevet-student-med-topkarakterer-uden-at-kunne-l%C3%A6se-en-bog#:~:text=Som%2014%2D%C3%A5rig%20gik%20hun,beskeder%20ikke%20distraherer%20hendes%20opm%C3%A6rksomhed.
Udvælg to til tre kategorier om unges identitetsdannelse på sociale medier, der kunne være relevante at undersøge nærmere i forhold til interviewet. Kig tilbage på de sociologiske teorier i bogens kapitel 1 og 2.
Lav en kodning af interviewet med Annika Lykke Hansen i de to til tre kategorier, du har valgt at arbejde med (se figur 5.6). Lav derefter en opsamling i et display (se figur 5.7) og en samlet konklusion på baggrund af din undersøgelse.
Overvej, hvordan man kunne belyse unges identitetsdannelse på sociale medier ved hjælp af kvantitativ metode. Hvilke spørgsmål ville du have med i en spørgeskemaundersøgelse?
Diskuter fordele og ulemper ved at lave en kvalitativ undersøgelse med udgangspunkt i et interview. Hvilke fordele kunne det have at lave en kvantitativ undersøgelse i stedet for?
5.7 Afsluttende øvelse: Hvilken betydning har sociale medier for unges identitetsdannelse?
I kapitel 5 har du fået præsenteret, hvordan man kan undersøge hvilken betydning sociale medier har for unge ved hjælp af både kvantitativ og kvalitativ metode. Desuden er fordele og ulemper ved metoderne blevet belyst. Du selv nu arbejde videre med kapitlets problemstilling om, hvordan man måler betydningen af sociale medier for unge i dag:
Udform en problemformulering i relation til unge og sociale medier som du ønsker at undersøge nærmere. Du kan lade dig inspirere af temaerne i kapitel 1-4 og eksemplerne i kapitel 5, fx i tekstboks 5.1 om brug af emojis og dating på sociale medier.
Vælg to til tre teorier, der er relevante i forhold til at belyse din problemformulering. Opstil derefter de teoretiske spørgsmål som du ønsker belyst i din undersøgelse.
Overvej hvilken metodisk tilgang (kvantitativ eller kvalitativ), der er bedst til at besvare din problemformulering. Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige metoder, og hvad er argumentet for at vælge den metode, du gør? Husk at skrive dine overvejelser ned – de er relevante, når du til sidst skal præsentere din undersøgelse.
Operationalisér dine teoretiske spørgsmål til en spørgeskemaundersøgelse, interviewguide eller et observationsskema alt efter hvilken metode, du har valgt at arbejde videre med.
Hvis I har tid i klassen, så kan du gennemføre undersøgelsen og lave efterbehandling af data som beskrevet i dette kapitel. Præsentér jeres resultater og metodiske overvejelser for hinanden i klassen og giv feedback på hinandens projekter.